Da den tidligere major humpede gennem skoven, gik noget op for hende. Nu minder hun andre om ikke at begå samme fejl

Vandreskoene er snøret, ruten planlagt, og tasken svinget over skulderen. Kort efter afgang træder du skævt. Et smertejag lyner gennem din fod. Er det en forstuvning – og er din weekendtur i det fri nu ødelagt? Ikke nødvendigvis, siger Julie Pio Kragelund.

Hun er friluftsentusiast, tidligere major i Forsvaret og forfatter til bogen “Førstehjælp og Friluftsliv”, og hun kommer her med sine bedste råd og forholdsregler til de friluftsglade danskere, hvis uheldet opstår i den frie natur.

Forstuvninger er »helt klart den hyppigste skade«, som friluftsdanskere pådrager sig i naturen, fortæller Julie Pio Kragelund, som har skrevet sin bog i samarbejde med flere læger og andet sundhedspersonale.

Men selv om det i øjeblikket kan føles sådan, er en forstuvning ikke lig med en akut hjemtur.

»Hvis man forstuver sin fod, har man forstrukket ledbåndet så meget, at det hæver og er smertefuldt. Det er typisk på ydersiden af anklen. Men med sportstape kan man faktisk tape anklen så godt op, at den bliver stabil igen,« fortæller Julie Pio Kragelund.

Kragelund ville selv ønske, at hun havde haft sportstape med, da hun forstuvede sin ankel under en løbetur i skoven for et par år siden:

»Jeg var ikke mere end to kilometer fra, hvor jeg bor. Men fordi jeg ikke havde noget tape med, blev jeg nødt til at humpe hjem. Det gjorde, at skaden blev meget værre.«

Ikke nødvendigvis game over

Vrider man om, mens man er ude i naturen, bør man først og fremmest vurdere, om anklen er brækket, siger Kragelund:

»Så skal du selvfølgelig til lægen.«

Ifølge Patienthåndbogen er smerter, hævelse, misfarvning og en manglende evne til at støtte på foden tegn på et ankelbrud.

Synes et brud ikke at være tilfældet, »kan man faktisk godt fortsætte turen.«

Anklen bør tapes ind og så vidt muligt holdes i ro de første to døgn. Derefter må man belaste den til sin egen smertetærskel – og tilpasse resten af turen sammen med sin gruppe.

»Kan vi moderere turen, ændre ruten eller fordele vores oppakning? En forstuvning behøver ikke at være game over, men den kan måske være game changing,« siger Kragelund.

Denne tilgang bør man allerede anlægge før afgang, mener Kragelund. Hun kalder det en risikoanalyse, selvom den betegnelse godt kan virke en smule afskrækkende for nogle:

»Det er ligesom, hvis man skal ud og gå en tur ved Furesøen, og det ser ud som om, der kommer regnvejr. Så tager jeg da lige en regnjakke med.«

Også brugbart til prepping

Kort opsummeret går Kragelunds risikoanalyse ud på at opliste potentielle ulykker og udfordringer på turen, personlige risikofaktorer såsom diabetes, ung eller høj alder og så vidt muligt pakke og forberede sig efter denne udregning.

Det er en tilgang, som er inspireret af Kragelunds tid i Forsvaret, og som tidens fokus på prepping har vakt ekstra opmærksomhed omkring.

»Der er en bevidsthed omkring det. Folk vil gerne have ting, så de kan være klar,« siger Kragelund og tilføjer:

»Og jeg er så opmærksom på at sige, at hvis du skal have udbytte af dine ting, er du også nødt til at vide, hvordan du bruger dem.«

Kort sagt har man ikke tid til at læse brugervejledningen, når lokummet brænder. Derfor gør man klogt i at kende sin nødradio eller sit gasblus, når strømmen går, ligesom man bør øve sig på at lægge en forbinding, før man begiver sig ud på en lang vandretur.

Til de fleste friluftsture kan forberedelsen dog være noget så simpelt som altid at medbringe snacks, smertestillende medicin og rensemidler til sår og forbrændinger, som også er hyppige skader blandt friluftsentusiaster:

»Skal man lave te eller mad, arbejder man med kogende vand, og ting er knapt så meget i vater ude i naturen. Så forbrændinger er skader, som er vigtige at tage hensyn til.«

Ved forbrændinger skal det berørte område i kontakt med køligt vand så hurtigt som muligt og holdes der de næste 20 minutter for at standse sårudvikling – og gerne længere for at lindre eventuelle smerter.

Ved småsår eller skrammer gælder samme tilgang. Der skal straks vand eller klorhexidin på for at rense og så vidt muligt bremse eller begrænse skadens omfang, siger Kragelund.

Pas på dybe sår

På Gødstrup Hospitals akutafdeling er læge Saad Karim vant til at tilse friluftsdanskere. Han fremhæver også vrid som den hyppigste skade, og ligesom Kragelund nævner han, at man kan hjælpe sig selv ved at stabilisere en forstuvning med forbinding og rense mindre skrammer med sterilt vand.

Hvad skal man holde sig fra at behandle selv?

»Dybe sår. De skal renses hurtigst muligt. De kan udvikle sig alvorligt, hvis der kommer bakterier i. Og hvis man har pulserende blødning, skal man på sygehuset for at vurdere, om det er et blodkar, der er ramt ,« siger Saad Karim, ligesom han fremhæver, at man bør søge lægehjælp, hvis man har mistanke om brækkede knogler.

Overlægen anbefaler også alle at medbringe en førstehjælpskasse på friluftsture med plaster, bandage, sterilt vand til sårrensning og smertestillende midler:

»Hvis man kan tåle det, har Ipren sammen med Panodil en god effekt,« anbefaler han og indskyder, at de lunere temperaturer også betyder, at man skal holde øje med skovflåter.