Fortsæt til indhold
Livsstil

Lillelund tester: Her er dommen over billige og dyre chokoladekalendere

Den billigste er dårligere end DSB's. Den med lakrids er så sukret, at man bør spise Piratos i stedet. Og den dyreste? Niels Lillelund tester chokoladejulekalendere.

Børn plejer at være ligeglade. De vil helst spise alle 24 styk fra en chokoladekalender den 1. december. Nogle er endda så nederdrægtige, at de med en kniv åbner kalenderen fra bagsiden. Fred være med det. Julen er jo børnenes fest.

Men hvad med os voksne?

Hvis vi skulle kaste os ud i et opgør med samvittigheden, hvor vi kun spiser et stykke om dagen, hvilken chokoladekalender skulle vi så vælge?

Niels Lillelund har svaret. Han er Jyllands-Postens mangeårige madanmelder og har taget forklædet på hjemme i privaten på Frederiksberg, hvor han giver sig i kast med at teste syv forskellige kalendere.

Fra den billigste fra Tiger til 25 kr. til den fra Frederiksberg Chokolade, som koster mere end en julefrokost.

»Man plejer at sige, at der ikke er noget som at have en god ven, men det passer ikke. Der er ikke noget som en god ven – der har chokolade,« siger Niels Lillelund.

Han spiser ikke chokolade til hverdag, men når han gør, skal kvaliteten være i top.

»Jeg spiser ikke særligt meget sødt, men jeg kan rigtig godt lide chokolade, og den bedste chokolade er den, der får mig til at glemme, at jeg ikke spiser ret meget sødt. Når man har en god chokolade, skal man ikke kunne lade være med at tage et stykke mere. Man skal tænke: ”Det må gå, som det kan, jeg spiser det hele”,« siger Niels Lillelund.

I testen smager han kun på den chokolade, der ligger bag lågen til den 1. december.

»Det kan selvfølgelig være, at kalenderen bliver lidt sjovere, jo længere man kommer hen i december, men den 1. december er jo en meget vigtig dag, så det er den, jeg tester,« siger Niels Lillelund.

Chokolade Julekalender

Tiger

Pris: 25 kr. Forhandles hos Tiger

»Den smager ikke så hvinende sødt, som jeg havde regnet med, faktisk smager den ikke af ret meget, og den smag, der er, er lidt kunstig, som om den på en eller anden måde er frembragt. Den er ikke engang så god, som dem man får stukket ud hos DSB eller på et fly. Selv hvis jeg havde sukkertrang, ville jeg ikke have lyst til at spise en mere, og jeg ville kun forære den til børn, hvis jeg var meget fedtet. Absolut én stjerne.«

Chokolade Julekalender vegansk Ø – tre stykker hver dag

Saveurs & Nature

Pris: 149 kr. Forhandles hos Helsam

»Der er tre under hver låge, men guderne må vide, hvad det er. Det smager af nød med noget chokoladeovertræk, som ikke har en særlig karakteristisk chokoladesmag. Den er lidt bedre end Tiger, men uden karakter. Jeg ville ikke selv have lyst til at spise den, men det kan godt være, at en veganer har den lyst. Den er da også bedre end den helt billige fra Tiger.«

Lakridskugle Julekalender – to stykker hver dag

Nordthy

Pris: 149 kr. Forhandles af Nordthy

»Jeg er som udgangspunkt ikke verdens største fan af lakrids i alle mulige sammenhænge end i Piratos. Lakridssmagen er ikke voldsom, men der er en meget klar, sukret chokoladesmag, så selvom der står lakridskugle, skal man vide, at man får en sukkerkugle. Det kan godt ske, at den appellerer til lakridselskere, men jeg tror, at de vil blive skuffede, for det er sukker, sukker, sukker, som bliver hængende i munden, når man har spist. Hvis man er lakridselsker, skal man hellere købe en pose Piratos.«

Julekalender Dessertchokolade

Frellsen

Pris: 220 kr. Forhandles af Frellsen.

»Frellsen er jo i afdelingen for kendte chokolader, og den ser også mere chokoladeagtig ud. Den er fast i konsistensen, en meget klassisk lys chokolade, som er sød, men ikke overdrevet. Meget venlig og charmerende. Sødmen bliver hængende, men ikke så voldsom som ved lakridsjulekalenderen. Den kan man godt forære til nogen, der kan lide et stykke chokolade.«

Classic Christmas Calendar

Summerbird

Pris: 260 kr. Forhandles af Summerbird

»Den er økologisk og på mindst 61 pct. kakao, hvilket jo er en eller anden form for kvalitet, og når man kigger på det lille flade stykke, kan man næsten se, at den er lidt finere og kvalitetsorienteret end et stykke, der er formet som en nissehue eller et hjerte. Man kan godt smage, at den er af rigtig chokolade, tør, tæt, god bitterhed og balance. Ikke en straffende bitterhed, men mere raffineret og noget, som alle kan lide. Det er ikke en chokolade, som man sidder og råspiser, for den har en dyb og tilfredsstillende smag.«

Årets Chokolade Julekalender – Voksen

Peter Beier

Pris: 350 kr. Forhandles af Peter Beier

»Her er vi rykket op i kakaoindhold med de klassiske Peter Beier-chokolader, som man også kan købe i æsker og bruge som værtindegave. Under første låge ligger lys chokolade, der er fyldt med karamel, og den er sød, men på en mere raffineret måde med stor dybde i smagen. Den er vanedannende, og jeg kender i hvert fald nogen, der kunne finde på at rydde sådan en kalender på kort tid. Det kunne jeg ikke selv, men det er et stykke, der smager af et stykke mere, indtil man ikke kan mere, for den er også meget slikagtig. Jeg kunne godt række ud efter låge to, for det kunne være, at der lå et andet stykke under den.«

Julekalender Jubilæumsudgave – to stykker hver dag

Frederiksberg Chokolade

Pris: 625 kr. Forhandles af Frederiksberg Chokolade

»Den første låge gemmer to stykker, der ligner miniflødeboller, og det er godt, ikke for sødt. Min gamle faster lavede konfekt, som hun kom hjem til vores barndomshjem med, og hun var rigtig dygtig. Hun købte varerne i Magasin, hvor man kunne få rigtig gode ting, og så lavede hun chokolade med nougat. Det var virkelig godt, og vi er i den retning. Det er håndlavet, og når der skal være gilde, så lad der være gilde. Kvaliteten følges med prisen, og den er klart bedst. Jeg ville aldrig i livet selv betale så meget for en chokoladekalender, men det er fint, at der er nogen, der gør det.«