Blindtest af cola: Discountmærke til under 4 kroner literen sætter Coca-Cola og Pepsi til vægs
Dommerne dumpede hipsternes favorit, som smagte af sodavandsis, mens selv de to største brands ikke kunne hamle op med testens billigste discountmærke.
Coca-Cola eller Pepsi? Kampen mellem de to største brands går helt tilbage til starten af 1900-tallet og bliver betegnet som ”cola-krigen”. Dommerne i dagens cola-test mener da også, at cola nærmest er blevet en religion, og at det er svært at kåre en vinder uden at støde nogen.
Cola er uden sammenligning den mest populære læskedrik herhjemme, og står for hele 72% af det samlede salg af læskedrikke i Danmark ifølge de seneste tal fra Bryggeriforeningen fra 2023. I opgørelsen indgår ikke energidrikke og iste.
Mange producenter har forsøgt at gøre de to mærker Coca-Cola og Pepsi kunsten efter – og ofte til en meget lavere pris. De fleste sværger dog stadig til de kendte brands, men spørgsmålet er, om dommerne overhovedet kan smage forskel.