Nemt og billigt: Derfor skal du udvide sommerhuset med et anneks
Mangler du et ekstra værelse til teenagerne i dit sommerhus, kan et anneks være løsningen.
Nedlukningen af Danmark har skabt fornyet interesse for sommerhuse, og der meldes om et stigende salgstal sammenlignet med tidligere år.
Har du allerede et sommerhus, kan løsningen også være at udvide. Og det behøver hverken at være særlig dyrt eller kompliceret, hvis du vælger at skaffe de ekstra kvadratmeter ved at bygge en hytte eller et anneks.
»Det er en niche, men helt sikkert noget som er aktuelt for mange sommerhusejere,« fortæller Tine Nielsen, der er fagekspert ved Bolius.
»Hvis du kigger på de første sommerhuse, der blev bygget i Danmark, så minder de faktisk en hel del om annekser – både i størrelse og udførsel. Dengang var sommerhuset et sted, man cyklede ud til for at komme tæt på naturen. I dag er det i højere grad et sted, du opholder dig, når du har fri, og hvor du kan arbejde fra.«
Hvis det er ekstra plads, man er ude efter, hvorfor så ikke bare udvide hovedbygningen?
»Jeg tror både, der er noget brugs- og noget bygningsmæssigt i det.
Mange af de annekser, der står rundt om på sommerhusgrundene i dag, er oprindeligt opført som træskure. Så er børnene blevet store, og man har lavet dem om til gæstehuse til at overnatte i. Rent byggeteknisk er det en langt mindre kompliceret løsning end at bygge til hovedbygningen. I dag kan du nærmest købe dem færdige. Og hvis du bygger selv, kan det være både den letteste, hurtigste og billigste tilbygningsløsning.
Om et anneks tilfører værdi, når du skal sælge, kommer helt an på, hvad der er efterspurgt i dit sommerhusområde.Tine Nielsen, fagekspert ved Bolius
Pladsbehovet i et sommerhus er mere varieret end i et helårshus, hvor behovet er det samme året rundt. Det er en anden fordel ved annekser. De kan lukkes af. Du har ingen tomme værelser i huset, som når du laver en tilbygning til hovedbygningen.
Samtidig vil du gerne kunne have overnattende gæster i et sommerhus, men de behøver måske ikke sove inde i huset. Det er meget rart med lidt afstand – ligesom i et helårshus, hvor man kan gå ovenpå.«
Er det ikke besværligt at overnatte i en hytte i haven?
»Jeg tror, at de fleste synes, det er hyggeligt og rart. Selvfølgelig skal du over græsplænen for at komme på toilet eller i køkkenet, men hvis det er om sommeren, betyder det jo ikke så meget. Du lever et andet liv, når du er i sommerhus, end når du er i et helårshus.«
Hvad bruger folk et anneks til?
»For det meste til at have overnattende gæster, børn eller familie. Nogle bruger det også som arbejdsværelse eller til fritidsinteresser. For eksempel kan man bruge det som atelier eller en form for værksted. Ofte nok som et kombineret fritids- og gæstehus.«
Hvordan vil du beskrive et typisk anneks?
»Det er en enkel bygning. For det meste 10-20 kvadratmeter. De fleste annekser har hverken badeværelse eller opvarmning. Fordi mange er opstået som skure, er træ det mest udbredte byggemateriale, ofte med paptag. Udviklingen går dog mere og mere i retning af, at man bruger solide materialer. Især i dyre sommerhusområder.«
Hvis det fortsætter sådan, ender folk med to sommerhuse. Eller hvad?
»Nej, for du må ikke have to boliger på én sommerhusgrund. Du må heller ikke installere badeværelse og køkken og leje annekset ud som et separat sommerhus.«
Hvor går grænsen?
»Du må ikke have to boliger, men du må godt have to bygninger. Hvis der er tvivl, afgøres sagen af kommunen. Du skal altid søge byggetilladelse, når du laver en tilbygning. Som en tommelfingerregel må der godt være bad og toilet i et anneks, men det er ikke sikkert, du får lov at lave et køkken.«
Hvad er de vigtigste regler, man skal være opmærksom på?
»Selv om du har fået byggetilladelse af kommunen, er det dig, der har ansvaret. Det er ikke sådan, at kommunen gennemgår det, du sender ind til dem og siger, at alt er i orden. Kommunen sikrer bare, at der ikke er noget, der modsætter sig bygningsreglementet.
Du skal også vide, at der kan være lokalplaner, som er mere begrænsende end bygningsreglementet. Måske er der i dit sommerhusområde en regel om, at alle bygninger skal være opført i træ, at de skal have græs på taget og den slags. Det er forskelligt fra område til område. Derudover kan det også være, at grundejerforeningen har nogle særlige bestemmelser.«
Hvad er det ellers klogt at have i baghovedet, når man bygger anneks?
»Du skal huske, at hver gang du laver en tilbygning, så tager du noget fra haven. Det kan være den udsigt, du holder allermest af – både fra terrassen og set inde fra sommerhuset – eller dit foretrukne opholdssted. Det glemmer mange, fordi de tænker, ”jubii, nu får vi snart et ekstra værelse”.
Så er det også en god idé at være opmærksom på, at ”jo større, jo bedre” ikke altid passer. Der er ingen grund til at bygge et større anneks, end du skal bruge.
Hvor tæt skal det ligge på hovedbygningen? Det er sjældent rart at have værelser, som står tomme, så hvis du ikke har tænkt dig at bruge det ret tit, skal det måske ikke være placeret lige op ad huset.«
Er et anneks en god investering set med økonomiske briller?
»Forbruget er typisk lavt, fordi du kan lukke annekset af fra hovedbygningen.
Om et anneks tilfører værdi, når du skal sælge, kommer helt an på, hvad der er efterspurgt i dit sommerhusområde. Men én ting er sikkert: Det skal passe til huset og falde naturligt ind i grunden og området. Flere kvadratmeter er ikke altid lig med større værdi i sommerhuse, som du også køber på grund af charmen og stemningen på stedet. Hvis du skal bygge nyt, skal du gøre det for dig selv. Du får sjældent alle pengene tilbage.«