»Vaskemaskinen kan godt holde til at blive fyldt. Det er også bedre for miljøet end at klatvaske«
De fleste har nok prøvet at få et velment råd om den daglige brug af hjemmets husholdningsmaskiner, men hvilke råd holder vand? Vi har foreholdt Anne Grete Rasmussen, rengøringsekspert ved Bolius, seks påstande.
1. Man bør afrime fryseren mindst én gang om året
»Det er en rigtig god idé at afrime sin fryser mindst én gang, men også gerne flere gange om året. Hvor tit man bør gøre det, afhænger bl.a. af, hvor meget man bruger fryseren. Men der er flere gode grunde til at få det gjort.
For det første set ud fra et energisynspunkt, så bruger fryseren meget mere energi i sommermånederne, især hvis den ikke er blevet afrimet, inden varmen kommer. For det andet har vi danskere en mani med at fryse ting ned og måske glemme, hvad vi egentlig har i fryseren. Så i forhold til madspild er det en rigtig god idé at sætte en dato for, hvornår man vil afrime fryseren og få spist op.«
2. Man bør skylle madrester af tallerknerne, inden man kommer dem i opvaskemaskinen
»Man behøver ikke nødvendigvis at skylle tallerknerne med vand – man kan godt nøjes med at børste madresterne ned i skraldespanden. Madrester, grums, fedt og smuds, der ender i maskinen, skal opløses med sæbe og kemikalier, før det forsvinder. Hvis det bare ender i rensesien, kan det begynde at lugte grimt inde i maskinen.
Ellers kan man gøre som franskmændene – de spiser brød til måltiderne, hvilket betyder at tallerknerne er helt skrabet rene.«
3. Jo højere vasketemperatur, des renere bliver tøjet
»Det er helt rigtigt, at tøjet bliver renere, når man vasker det ved højere temperaturer. Der er tre faktorer, som spiller ind, når man vasker. Mekanisk bearbejdning fra maskinen, kemi og temperatur – ved at skrue op for dem hver især bliver tøjet renere.
Der er et gammelt husråd, som siger, at der skal være plads nok i maskinen til at stikke en hånd ind over vasketøjet, men det er en sejlivet myte, der slet ikke holder i dag.Anne Grete Rasmussen, rengøringsekspert ved Bolius
Særligt når det gælder frugt- og græspletter på hvidt, da de pletfjernende egenskaber først aktiveres og bleger ved temperaturer over 60 grader.
Babytøj, bomuld og sengetøj har godt af at blive vasket ved høje temperaturer, men er tøjet ikke så beskidt, kan det sagtens vaskes ved lavere temperaturer.«
4. Vaskemaskinen behøver ikke gøres ren, fordi det bliver den automatisk, når den vasker
»Alle husholdningsmaskiner – også vaskemaskinen – har godt af en årlig hovedrengøring eller to, alt efter hvor meget de bliver brugt.
For det første bør man rengøre sæbeskuffen, trække den helt ud og skrubbe den godt, da der kan dannes mug ned i den. For det andet bør man rengøre der, hvor vand og sæbe kommer ind i maskinen, da det har det med at kalke til, særligt hvis man bor i et område, hvor vandet er meget kalket. Det kan man nemt gøre med en hård skurebørste.
Til slut bør man kigge ind i selve tromlen. Hvis der er synlig kalk derinde, kan man være sikker på, at tromlen og varmelegemerne også er kalket til. Det kan man gøre rent ved at tilsætte kalktabs eller citronsyre, der binder kalken ved næste vask, hvor man passende kan vaske stive håndklæder.«
5. Det er bedst at ”overfylde” vaskemaskinen
»Der er et gammelt husråd, som siger, at der skal være plads nok i maskinen til at stikke en hånd ind over vasketøjet, men det er en sejlivet myte, der slet ikke holder i dag.
Vaskemaskinen kan godt holde til at blive fyldt helt op, og det er også meget bedre for miljøet end at klatvaske. I forhold til kapaciteten kan de fleste maskiner vaske syv kg eller mere, men hvis man prøver at veje vasketøjet, vil man opdage, at det er svært at komme så langt op.«
6. Man kan ikke gøre mikrobølgeovnen ordentligt ren uden at skille den ad
»Man skal aldrig skille en mikrobølgeovn ad, så nemt kan det siges. Mikrobølgerne er kun gode, når de er inde i ovnen, ellers kan de gøre skade på os mennesker, og derfor skal man heller ikke risikere utætheder ved at skille den ad selv.
I forhold til rengøringen bør man altid dække maden til inde i ovnen, så det ikke sprøjter ud over det hele. Men sker dette alligevel, så giv den en omgang sæbe og vask efter både indvendigt og på lågen. Og så bør man som udgangspunkt tørre den af en gang om ugen, hvis man bruger den jævnligt.«