Lille ny crossover kan kalde sig Årets Bil 2018
Den høje Arona, som er Seats bud på en crossover i miniklassen, er suverænt kåret som Årets Bil i Danmark 2018.
Bølgen med de høje crossover-modeller ruller for alvor.
Så meget, at Seat Arona nu kan køre hjem med titlen som Årets Bil i Danmark 2018.
Det spanske bud på en miniklasse-model med mere frihøjde hentede således flest stemmer, da Motorjournalisternes Klub i Danmark (MKD) kårede vinderen med 130 ud af 500 point.
Den blev fulgt af de andre biler i finalefeltet, hvor Ford Fiesta fik 99 stemmer, VW Polo 85 stemmer og Honda Civic 73 stemmer, mens Volvo XC60 og Opel Insignia hentede henholdsvis 59 og 54 stemmer.
I begrundelserne blev der bl.a. lagt vægt på, at Seat Arona er praktisk, rummelig og veludstyret til prisen, som starter fra godt 170.000 kr. mens den som standard har sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse.
Ikke mindst er det lykkedes Seat at skabe en høj bil, der ser trendy ud, og som stort set er lige så velkørende som Seat Ibiza, der er ophavet.
Alt er dog ikke perfekt; stenhård plast i kabinen trækker ned, den lækre farveskærm koster ekstra, og der er en tand mere rumlestøj end i den bankboksdæmpede VW Polo.
Fra redaktionen deltog bilredaktør Christian Schacht og motorjournalist Jens Overgaard i juryen. Her var der enighed om at have Arona som førstevalget.
Også redaktionens valg
Det gjaldt også hos flere jurymedlemmer. Blandt andre Karsten Meyland Lemche, der er journalist og testkører på FDM’s medlemsblad, Motor.
»Seat Arona er en vellykket lille familiebil. En bil af tiden, hvor du som bilkøber får høj sikkerhed, gode køreegenskaber samt et væld af udstyrsmuligheder. Arona er en del af bevægelsen væk fra stationcars og over i de højere biler,« siger Karsten Lemche.
Morten B. Bek, som er indehaver af hjemmesiden blogombiler.dk, er enig.
»Årets Bil i Danmark 2018 skal være den bedste i sin klasse og en samlet set vellykket nyhed. Jeg giver den nye Seat Arona 10 point, for jeg ser den ikke bare som klassens bedste bil, men også som en meget stærk bil i et solidt felt med seks biler, som er attraktiv på grund af pladsforhold, sikkerhed, design, køreegenskaber, udstyrsmuligheder – og ikke mindst priser, som får mange konkurrenter til at virke dyre. Honda Civic og VW Polo er også meget stærke bud på Årets Bil 2018, da de begge tilfører nyt til deres klasser,« siger Morten B. Bek.
Rimelige priser
Seat Arona er da også p.t. den mest velkørende crossover i miniklassen, og importøren spiller ud med en skarp pris på 169.900 kr. for den mindste 1,0 TSI 95 hk Reference med bl.a. aircondition, multifunktionsrat, nødbremse og fem tommers berøringsskærm som standardudstyr. Næste udstyrstrin, Style, koster 186.900 kr. Her får man så 16 tommer alufælge, læderrat, varme i forsæderne, fartpilot og tågelygter.
Til alle Seat Aronaer koster den lækre farveskærm på otte tommer 6.500 kr. ekstra.
Stort felt
Feltet til Årets Bil var generelt fyldigt i år. Det omfattede også andre crossover-modeller som Citroën C3 Aircross, Kia Stonic og Opel Crossland X, der fyldte godt i det samlede kandidatfelt på omkring 30 biler.
Jyllands-Postens jurymedlemmer havde VW Polo på andenpladsen og Ford Fiesta som nummer tre. Isoleret set er VW Polo den bedste, mest velkørende og komfortable bil, og kan fås med så meget avanceret udstyr, så den nærmer sig ikonet VW Golf. Den løber dog op i pris i forhold til en Seat Ibiza. Den er også merprisen værd, men mangler lige den dimension, som den højere Arona byder på.
Generelt fine finalister
Ford Fiesta scorer højt på alle parametre og er både helstøbt og sjov at køre. Men den har i modsætning til bl.a. Polo ikke automatisk nødbremse som standardudstyr, og det trækker ned.
På de næste tre pladser havde vi Opel Insignia, som er den store komfortable firmabil, men som også kan købes til fornutige priser af private, dernæst den elegante og behagelige Volvo XC60, mens Honda Civic fik sidstepladsen i Jyllands-Postens vurdering af de seks finalister. Japaneren kører fremragende og har fin teknik, men Civic lider af en del rullestøj, som kan være generende.