Den Kgl. Ballet: SOMMERBALLET
Fint afstemt ballet-aften rejser landet rundt den næste måneds tid.
Den Kgl. Ballet:
SOMMERBALLET
Gæstespil i Grønnegårdsteatret til 23. juli, derefter turné til bl.a. Aarhus, Sønderborg, Aalborg, Vejle og Odense frem til 27. august.
Gode gamle kendinge. Lettilgængelige, umiddelbare og kønne at se på i sommerlandet.
Hvad der kæder disse fire små balletter sammen?
At de alle skildrer mødet mellem en mand og en kvinde, og at de alle er koreograferet specielt til Den Kgl. Ballet.
Den ældste i 1842, den nyeste i 2000.
14 dansere stiller op, først på Grønnegårdsteatrets lidt skrå scene, og siden rundt om i landet på en række udendørs lokaliteter med dette fine, blot timelange program, bestående af tre pas de deux'er og festfyrværkeriet fra tredje akt af "Napoli" som finale.
Men først får vi John Neumeiers "1963: Yesterday", en kærlig hilsen til Det Kgl. Teater ved 250 års-jubilæet i 1998, hvor en ung mand møder en sylfide - romantikkens smukke billede på kærlighedens lokkende og dæmoniske kraft.
Følsom ung mand
Her danset sødmefuldt af Silja Schandorff over for Kristoffer Sakurais kækt-følsomme unge mand.
Nok så overrumplende var Schandorffs skift, da sylfidehammen glider af, og en moderne, erotisk gådefuld kvinde åbenbares. Sammen følges de i livets modnende med- og modgang, akkompagneret af en håndfuld Beatles-numre.
Mindre skarp stod Tim Rushtons "Nomade" fra 2000. Til Arvo Pärts på samme tid meditative og insisterende strygermusik blev ballettens skildring af mennesker på vandring med uendelighedsvuggende kroppe aldrig helt præcis.
Skyldtes det den urolige baggrund med træerne, eller var Tina Højlund og især Mads Blangstrup ikke helt på højde med trinene?
Lidt af magien forsvandt i hvert fald.
Gråd og længsel
Derimod gjorde Caroline Cavallo og Jean-Lucien Massot alt for Stanton Welch-balletten "Ønsket" fra 2000. En moden kvindes erotiske fantasi om en mand blev forløst passioneret, så vi næsten glemte, at ballettens udtryk for gråd, længsel og lidenskab virker lettere melodramatiske og udvendige.
Og så var det tid til "Napoli". Som hverken dansere eller publikum bliver trætte af. Her danset ungt, yndefuldt og charmerende.
Den havde været endnu mere charmerende, hvis vi var sluppet for det taktfaste klapperi og det evindelige tamburin-tyranni, der mekaniserer musikken helt unødigt og gør de mange små dansenumre unødigt ens.
