Hug til kritiker efter tyk-bemærkning
New York Times balletanmelder har fået modspil, efter han antydede, at to af danserne var tykke.
Normalt fokuserer balletanmeldere på udtrykket, de tekniske detaljer eller kompagniets samlede danseniveau, når de skal finde anmelderstjernerne frem.
Men da New York Times balletanmelder Alastair Macaulay for nylig skulle anmelde New York City Ballets seneste opsætning af juleklassikeren ”Nøddeknækkeren”, blev et par af danserne kritiseret fordi de var for tykke.
I sin anmeldelse skrev Alastar Macaulay, at Jenifer Ringer, der har rollen som ”Sukkerfeen”, selv lignede en, der havde spist ” lidt for mange lækkerbiskner”.
Og hendes kollega, Jared Angel, skulle ligeledes have lignet en, der havde ”prøvesmagt” lidt for meget slikket.
Har kæmpet med kropsproblemer
Anmeldelsen har skabt røre i den amerikanske blogosfære.
Beskrivelsen af Jenifer Ringer, der ikke umiddelbart ligner en, som døjer med overvægt. har blandet andet fået sladder-bloggeren Perez Hilton op i det røde felt.
”Vi troede at anmeldere skulle anmelde dansen og ikke maverne,” skriver han på bloggen fitperez.com.
Problemer med kroppen
Samme reaktion kommer fra bloggen Huffingtonpost.com, der blandt andet fremhæver, at Jenifer Ringer tidligere haft store problemer med sin vægt og sin krop.
I slutningen af 90’erne valgte hun at forlade det verdensberømte balletkompagni i en periode, efter hun havde taget en del kilo på på grund af en rygskade.
”Det var ydmygende,” fortalte hun i et interview, der blev bragt i Dance Magazine i 2001.