Groupe acrobatique de Tanger: TAOUB

Marokkansk nycirkus leger med akrobatikken og videomaskinen.

Groupe acrobatique de Tanger: TAOUB
Gæsteoptræder som led i festivalen "Images of the Middle East" i Skive, Hillerød, Odense, Aarhus, Helsingør, Roskilde, Ringsted, Vordingborg og Albertslund fra 19. aug. - 11. september.
Antwerpen

I Antwerpen sad vi inde i et klassisk cirkustelt på en havnefront sidst i juli. Kogende varmt var det, men vi led med anstand, mens vandet tapløb af os.

I Anlægget i Skive om en uges tid foregår det i det fri, forhåbentlig tørt og stadig sommermildt, og i Helsingør spiller forestillingen indendørs i en hal. Cirkus er en fleksibel og forandringsvillig kunstart.

Cirkus er også mange, mange forskellige ting. I hvert fald når vi taler nycirkus. Og det gør vi her, selv om historien om "Taoub" begynder et helt andet sted.

Med en marokkansk cirkusfamilie, der optræder på stranden i Tanger, på hoteller og andre steder med deres klassiske akrobatik. Et møde med en nycirkus-instruktør forvandler deres cirkusliv.

Han gør det teatralsk ved at lægge elementer af teater ind i akrobatikken og kraftudfoldelsen. "Taoub" - ordet betyder stof eller klæde - er resultatet. En forestilling, som med sin blanding af traditionel flik-flak og video, menneskepyramider og stofbaner ikke ligner noget andet, vi indtil nu har set på nycirkusscenen.

Kabale af kroppe

Tag blot åbningen. Ni hvidkjortlede herrer vandrer ind på et tæppebelagt gulv, lægger sig fladt ned med ansigtet i de ægte tæpper, som var de til næsegrus bøn.

Lettere mystificerede sidder vi under teltdugen. Men næsegruset forvandles lynhurtigt til en veritabel kabale af kroppe, der flyver over scenen.

Eller til dramatiske menneskekropskast gennem luften, blandet med optiske bedragerier. Som når to rækker mænd med hver sin lille kvinde gemt mellem gevandterne giver et nyt og underfundigt bud på "Den oversavede dame".

Eller når pigerne vandrer oppe i luften, båret af stærke hænder.

Nogle gange frit fremme til beskuelse af kraftudfoldelsen, andre gange med fornøjelig brug af video på et mægtigt elastisk sejl, der udspændes under teltdugen.

Fysiske udfoldelser

Samme sejldug fungerer også som en slags sandbunke, hvor usynlige hænder bag tæppet bærer artisterne, så det ser ud, som om de triller eller hviler oven på tæppet.

Senere i den blot timelange forestilling får vi fabulerende skyggeteater, parret med kraftspring, hvor menneske og skygge lever hver deres liv, afvekslende med bomstærk akrobatik, hvor to mænd konkurrerer med videoen om de mest dramatiske positioner at holde hinanden i luften på, mens springlagenspring skifter med videoprojektioner, der klæder artisterne af og på for øjnene af os. Ikke en stavelse forstår vi af den traditionelle marokkanske fællessang, der akkompagnerer mange af numrene, men sangen fungerer som fornem musikalsk og kontrastrig ornamentik til de overraskende fysiske udfoldelser.

Fyldige farmand

Undervejs kan vi samtidig more os med at iagttage udfoldelsen af et klassisk-patriarkalsk familiehieraki, hvor farmand, fyldig kraftkarl med solidt overskæg og selvtilfreds charme, dirigerer rundt med sine familiemedlemmer og opildner truppens udefra kommende akrobater til at yde deres ypperste.

Som akrobater betragtet hører Groupe acrobatique de Tanger til den solide mellemvare, men i kombinationen med teater og video får de skabt en original og seværdig forestilling, der elegant leger med vores sanser.

Hvad enten vi er børn eller voksne, er det umuligt ikke at lade sig charmere af legen, mens den står på, og bagefter går vi ud i sommeraftenens svale varme - fortryllede og fornøjede.

henrik.lyding@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.