Salzburger Festspiele TARTUFFE Af Moliere

Molière i Salzburg i en alt andet end uskyldig udgave, som også kommer op i Hamburg.

Salzburger Festspiele TARTUFFE Af Moliere.
Instruktør Dimiter Gotscheff
Fra 29. september på Thalia Theater Hamburg

Al godt teater er politisk. Det sker, når teatret afspejler verden og vor placering i den på en alt andet end énsidig måde.

Politisk teater er sjældent godt. Politisk teater har et bestemt og entydigt sigte, som alt for let bliver til uinteressant propaganda.

Forskellen erfarer man i denne tid ikke mindst i tysk teater.

På Thalia Thater i Hamburg vil man fra efteråret kunne se Molières "Tartuffe". Eller kan man nu det? Kun en del af forestillingen er nemlig af den gode 1600-tals franskmand Jean-Baptiste Molière.

Opførelsen er et samarbejde mellem Thalia og festspillene i Salzburg, hvor den havde premiere forleden som et stykke kunstnerisk spændende og anderledes teater, men den afdøde (øst)tyske digter Heiner Müller, først socialist, siden mere nuanceret, må nævnes i samklang med Molière. Der går faktisk 25 minutter inden det første originale Molière-ord.

Bulgareren Dimiter Gottscheff er en ældre herre. som der længe har været stille om, men som her vender tilbage som instruktør af forestilling, som er blevet skældt ud for at have for lidt at gøre med Molière, men som til gengæld er blevet rost for at slå hårdt.

Hykleren

Da hykleren Tartuffe har tilranet sig Orgons og hans families ejendom, skærer han som en anden terrorist - ordet terrorist indgår i Heiner Müllers tekst - med et "lammesnit" halsen over på Oma, bedstemoderen, som står foran ham med Jesu kors. Da tænker man som dansker uvilkårligt på, hvor uskyldige nogle Muhammed-tegninger er i sammenligning. Men naturligvis: Imaner bosiddende i Danmark ser ikke tysk teater.

Det skal straks understreges, at forestillingen er alt andet end énsidig. Den rige Orgons degenerede familie er et billede på det gamle Europa, som er i forfald og derfor er let at påvirke og omvende.

Nej, en sådan Moliere har man aldrig før set. Det begynder helt anderledes, end der står i den gamle tekst. Scenen er nøgen. Kun nogle papkartoner med påskriften "Made in China" ligger spredt.

Da dukker Judith Rossmair som et morsomt pludrende tyende på et fremmedtysk med bulgarsk akcent - som instruktørens - op af en af tre små opgange og kommenterer sin stilling hos familien Orgon: »Min boss er min gud og mit Brød.«

Bedre tysk

Denne Dorine ligner til forveksling den russiske sangerinde Anna Netrebko, som netop har fået østrigsk statsborgerskab. »Jeg taler bedre tysk end russeren«, siger Dorine, og det er sandt.

Dorine har nogle morsomme og drøje, men dog ikke ukærlige hip til familien. Den unge Damis kalder hun for sin "kæmpebaby". Andreas Döhler spiller ham netop som en baby, grotesk overdrevet. Orgons anden hustru (Paula Dombrowski) lider ifølge Dorine af bulimi: »Jeg koger, hun brækker sig. Jeg koger, hun brækker sig.« Sådan ser den ret raffinerede Paula Dombrowski også ud.

Efter denne bidske og sjove introduktion affyres fra en række kanoner et væld af farvestrålende konfetti og serpentiner, så ethvert fyrværkeri kan lægge sig af misundelse, og overdækker scenen til musik af Purcell. Vi har jo trods alt at gøre med et stykke barokteater. Senere drejer musikken over i Horst Wessel-sangen.

Dobbelttydighed

Tartuffe hilses af Dorine med ordene: »En fremmed". Et øjeblik af dobbelttydighed. En fremmed er Tartuffe også i Noman Hackers skikkelse, en moderne Messias i kedelig brun habit, en karismatisk vækkelsesprædikant, som kunne være fundet på et amerikansk tv-program. Han læser op af Reclam-udgaven af "Tartuffe" og beskriver sin egen rolle ikke blot som en fanatiker, hykler og parasit, men også som en "udstødt", "fremmed" og "udlænding". Det bliver hans forsvar.

Denne Tartuffe citerer mere Bibelen end Moliere. En sand hykler, der efter at have vundet slaget om Orgons ejendom skifter religion, som andre skifter skjorter. Men det er her alle religioner, som står for skud.

Peter Jordans Orgon er en besynderlig skikkelse, en hellig i sandaler og i hvidt og med en gren i hånden som fredssymbol. En parodi på alle dem, som i dag naivt og ukritisk sværmer for et paradis, som de mener at kunne finde blot ved at folde hænderne eller ved at tro på fremmede(s) ord.

Argon elsker Tartuffe som en gud, tror i ham at finde det gode "menneske", vil endda give ham sin datter mod hendes ønske. Et genialt træk i iscenesætelsen er, at Tartuffe og Orgon, blænderen og den blændede, får fælles træk.

Terrorister

Begge er de egentlig terrorister, den ene bevidst, den anden potentielt i sin naivitet. Familien Orgon, de dumme lam, det gamle Europa, har ingen chance. Tartuffe forlader scenen som sejrherre og med Heiner Müllers ord som den glade apokalypses terrorist. Verdens undergang står for.

Det er godt og alsidigt, ja, dobbelttydigt teater og derfor politisk teater. Men det er ikke énsidigt politisk teater. Det rammer til alle sider. I stilen kan det minde om Castorfs teater på Berlins Volksbühne, men Gotscheff udtrykker sig klarere, og hans humor har en lettere karakter - selv midt i undergangen. Kombinationen Heiner Müller og Moliere er en Hamburg-tur værd.

john.christiansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.