Tisvildeleje Station: KANONHALLØJS GRØNNE ELEVATOR

Moderniseret udgave af "Den grønne elevator" mangler farcens sjæl og musikalitet.

Kulturtoget,
Tisvildeleje Station:
KANONHALLØJS
GRØNNE ELEVATOR
Af Avery Hopwood
Iscenesættelse:
Christoffer Berdal
Til 5. august

Med lystspil og farcer er det som med revyer - de kræver talent, timing og musikalitet ud over det sædvanlige, samt respekt for genren. Eksperimenter lykkes sjældent.

Desværre heller ikke denne gang i den charmerende bageovnsvarme togvogn på Tisvildeleje Station. Forsøget på at omplante Aveny Hopwoods klassiske farcekomedie, "Den grønne elevator" fra 1915, til Tisvildeleje anno 2006 virker ellers umiddelbart charmerende, og meget af lokalkoloritten med bistroen og stranden fungerer sjovt og oplagt. Så langt, så godt og respekt for initiativet.

Berømte forgængere

Problemerne melder sig, når man ikke tager tekstens og farcens univers alvorligt. Når man stiliserer, ironiserer, kommenterer og holder ud i strakt arm. Så ryger den umiddelbare morskab, som er farcens sjæl. Samtidig kniber det med tempoet. Vi er umanerligt længe om at komme i gang med historien om de to kedelige ægtefæller, der finder sammen i et gevaldigt drukorgie, mens deres bedre og langt mere livfulde halvdele nyder hver deres frække aftale ude i byen.

Og når så drinken Den grønne elevator er blandet - godt med det hele fra barskabet, tilsat grøn likør - og drukket, og morskaben for alvor skal begynde, bliver det bare lidt tamt. Fordi de to på scenen ikke er de farcemestre, rollerne kræver. Birgitte Reimer & Kjeld Petersen, Kirsten Walther & Jørgen Ryg, Lisbet Dahl & Claus Ryskjær - så har De forgængerne og det krævede niveau.

Polsk komik

Derfor bliver "Den grønne elevator" slet ikke så sjov, som den kunne og burde være. Louise Mieritz når bestemt et godt stykke vej som den konede og godtroende Ida, mens resten - Thomas Bang som kedelige Bo, Laura Kvist som kontante Laura og Claes Bang som selvsikre Jakob - gør, hvad de kan, og hvad instruktøren nu har fundet på. Men de mangler saften, kraften, timingen, musikaliteten, alt det, der først kommer med erfaringen og rutinen.

Sært nok er det egentlig mest, når en bifigur, her gjort til polsk håndværker, er på scenen, at det rigtig er morsomt. Fordi Oliver Zahle tilfører sin mikroskopiske rolle det kontrollerede strejf af godhjertet farce, der skal til. De andre vil tilsyneladende hellere gribe løjerne intellektuelt og karikeret an - og så visner det let.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.