Grønnegårds Teatret: Richard den 3
Klip en tå, kap et hoved. Grønnegårds Teatret har i år valgt at omdanne det klassiske teaterstykke af William Shakespeare "Richard den 3." til en familieforestilling tilsat en ekstra skefuld humor - og en masse blod!
Richard den 3. er født med magt og rigdom, men visuelt er han alt andet end rig. Richard er en vanskabning født med pukkel og med det ene ben halvt lamt. Det afholder ham dog ikke fra at opføre sig kynisk, tyrannisk og frygtindgydende.
Morderisk baner han sig vej til toppen trin for trin, hoved for hoved. Men han snubler mildt sagt også på denne vej gennem kærlighed, magt og magtbegær - og han falder dybt - og ikke mindst hårdt.
I kampens hede kappes der hoveder af i Tower, hvor alle kæmper om kronen. Der mobbes, trues og kæmpes, til blodet flyder, men alt sammen krydret med dramatisk humor af børnevenlig karakter.
Richard den 3. spilles af Claus Bue. De øvrige roller i stykket spilles af Bolette Schrøder, Christiane Gjellerup Koch, Jacob Weble og Kasper Leisner. Gitte Siem står for bearbejdelse og instruktion. Scenografi og kostumer skabes af Thomas Bjørnager. Siem og Bjørnager har tidligere stået bag familieforestillingerne "En rigtig beskidt historie", "En skør sommernatsdrøm" og "Jean de France".
Richard den 3.
Grønnegårds Teatret
26.juli-26.august
Bearbejdelse og instruktion: Gitte Siem
Scenografi og kostumer:Thomas Bjørnager