Deutsches Haus Flensborg: BORTFØRELSEN FRA SERAILLET
Den store musikfestival lige syd for grænsen åbnede sprælsk med "Bortførelsen fra seraillet".
Deutsches Haus Flensborg:
BORTFØRELSEN
FRA SERAILLET
Af W.A. Mozart
Slesvig-Holsten Festivalen
Det var virkelig festligt. Vi var kun lovet en koncertopførelse af Mozarts "Bortførelsen fra seraillet", men der var stillet rekvisitter op foran orkestret, og sangerne var scenevante i deres partier og nød at vise det. Der kom til at ske mere af godt og sjovt, end der gør i mange eftertænksomme sceneopsætninger.
Vist var der også eftertænksomhed, men den var pakket fint ind. Den i Tyskland kendte tv-moderator Herbert Feuerstein havde talerollen som Bassa Selim, men han var samtidig fortæller. Han sprang elegant fra sin ene rolle til den anden: »Heldigvis ved jeg ikke endnu, at Belmonte er kommet, for ellers ville der være døde nu.«
Han kædede historien sammen, og han forbandt Mozarts tid med vor egen Muhammed-tid med muntert-bidske bemærkninger. Mozarts syngespil har en egen form for aktualitet.
Det er da også en charmerende Bassa Selim, som om Konstance kan konstatere: »Jeg har købt hende, betalt hende, men endnu ikke pakket hende ud.« Og om Blonde, da hun bruger vold mod haremsvogter Osmin, lige inden de - efter Selims mening - skal giftes: »Sådan gør de i Europa. Hos os (i Tyrkiet) gør vi det først, når vi er blevet gift.«
Der blev sunget godt med den klangfulde rumænske koloratursopran Elena Mosuc som en fremragende Konstance. Til gengæld kunne hun ikke spille teater som alle de andre. Hendes Belmonte var blevet syg, men heldigvis viste det sig, at Konstanze havde forladt to forloveder, som begge havde begivet sig på vej for at befri hende fra Bassa Selims harem, som vi fik at vide, og den glimrende schweiziske tenor Jörg Dürmüller var samme dag nået frem til seraillet.
Andreas Winkler og Lennike Ruiten var andetparret Blone og Pedrillo, mens Michail Schelomianski syntes at være publikums liebling, fordi han spillede festligt ud med sin udmærkede bas, som dog var mindre afslebet end kollegernes stemmer.
NDR Radiophilharmonie har hjemme i Hannover og blev her dirigeret af den livlige og glade Alessandro de Marchi, som også har dirigeret barokopera på Hamburgs Statsopera.
Denne form for præsentation af en opera burde være mere udbredt herhjemme. Når det gøres så godt som her af Slesvig-Holsten Musikfestivalen, er succesen bundsikker.