La Fenice Venezia: LUCIO SILLA

Det genopbyggede La Fenice teater i Venezia er den ideelle ramme om Mozarts kun lidt ældre gennembrudsopera "Lucio Silla".

La Fenice Venezia:
LUCIO SILLA
Af W.A. Mozart
Gentages i Salzburg
den 25., 27. og 30. juli.

Det halve af Mozart-året er gået, uden at en generel træthed synes at have indfundet sig. I enhver flække, som Mozart besøgte, og det var mange, gør man opmærksom på Wolfgangs besøg for næsten 250 år siden.

Så er det mere usædvanligt, men friskt gjort, at en række tyske byer er gået sammen og reklamerer med sloganet: »Mozart var her ikke.«

Det halve år er gået, men et højdepunkt står for, Salzburg Festspillene med alle Mozarts 22 operaer og operalignende værker i scenisk opførelse - for første gang nogensinde noget sted.

Sommerens Salzburg-fest begyndte på en måde allerede i Venezias La Fenice (Ørnen) forleden. Det er uoverkommeligt samtidig at sætte 22 forestillinger op, og derfor sker det i Salzburg i enkelte tilfælde i et samarbejde med andre operahuse, akkurat som der er genoptagelser fra tidligere festspilsomre.

Mozarts betagelse

Mozart var også i Venezia. I februar 1771 skrev den 15-årige til familiens velynder Johann Baptist Hagenauer hjemme i Salzburg: »Jeg er meget betaget af Venedig.« Mozart var på sin første rejse af tre i Italien og fik sin første store operasucces med "Mitridate" på Teatro Regio Ducal, på det tidspunkt Milanos førende opera. Helt så godt gik det ikke med "Lucio Silla", som teatret bad ham om at skrive i 1773. Mozart brød for mange konventioner, og hans modernisme faldt ikke i publikums smag.

Dengang var Venezias vidunderlige La Fenice opera endnu ikke bygget. Teatret åbnede i maj 1792 fem måneder efter Mozarts død, men nedbrændte i 1836 for allerede året efter at blive genåbnet med hensyntagen både til det oprindelige teaters rokoko-udsmykning og samtidens nye smagsretninger. La Fenice blev igen restaureret og udvidet i 1937.

Så skete det den 29. januar 1996. Nogle håndværkere ville skjule, at de var bagefter med deres arbejde og påsatte en brand, som imidlertid gled dem af hænde. Næste morgen var kun grundmurene tilbage.

La Fenice står nu siden december 2003 i større pragt og glans end nogensinde, mens håndværkerne er i fængsel.

I Venezia har man det princip, at betydelige bygningsværker »skal genopbygges, sådan som de stod, og hvor de stod.« Det skete med campanilen, klokketårnet på Markuspladsen, som styrtede sammen i 1902, og det er sket nu med operahuset, fordi brødrene Meduna efter genopbygningen i 1837 sørgede for, at teatersalens indre blev omhyggeligt nedskrevet.

Pragt frem for udsyn

I dette vidunderlige teater med de fem gyldne rækker af loger er der taget mere hensyn til historisk pragt end til publikums udsyn. Men alle sidder behageligt i lænestole i rødt plys og guld.

Her spillede de så "Lucio Silla", og lagunestadens historie og Mozart klang sammen. Det kan ikke blive helt det samme, når forestillingen flytter til Salzburgs Felsenreitschule, rideskolen indbygget i klippevæggen, men musikken vil være det.

"Lucio Silla" er Mozarts egentlige gennembrudsværk. Historien om den romerske diktator Lucio Silla, hans begær efter Giunio, datter af hans modstander, hendes kærlighed til den forviste senator Cæcilio, intrigerne og mordforsøgene, inden Silla viser storsind og nåde, er både indviklet og dum.

Så meget mere utrolig er Mozarts musik. Hvordan kunne en 16-17-årig kende så dybt til menneskers sind og give udtryk for det?

Som det er sagt, længtes Mozart ikke efter at spille fodbold, eller hvad andre drenge nu gjorde dengang. Vi ved, at han gik op i arbejdet med "Lucio Silla".

Han skabte nogle utrolige kontraster af følelser og stemninger. Sådan peger operaen direkte frem mod "Idomeneo" og "Titus", men i glimt aner vi også "Figaros bryllup" og "Don Giovanni".

En musikalsk drøm

Scenebilledet og de farverigt fabulerende kostumer virkede tidløse og føjede sig smukt ind i rummet. Jürgen Flimms iscenesættelse var i sin enkelhed billedstærk. Handling er der jo ikke så meget af.

Musikalsk var forestillingen endda en triumf. Den unge dirigent Tomás Nepotil fik et vidunderligt klangnuanceret orkesterspil frem i den fine akustik, og den unge sangerbesætning bød på positive overraskelser ikke mindst på damesiden.

Det åbnede med Monica Bacelli og Veronica Cangemi i to bukseroller, altså kvindestemmer som erstatninger for datidens kastratsangere, og fortsatte med Julia Kleiters forrygende koloraturer som Sillas søster Celia, mens Annick Massis var den forståeligt nok eftertragtede Giunia. Tenoren Roberto Sacca var en udmærket Lucio Silla.

Opførelsen gik op i en højere enhed. Mozart var med os på forunderlig vis, og vi kunne dele hans lokale betagelse.

john.christiansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.