Falconer, København: ANDEN PÅ COKE
Anders Matthesens nye show er fortsat gedigen underholdning, selv om det ikke stikker så dybt.
Falconer, København:
ANDEN PÅ COKE
Tekst: Anders Matthesen
Scenografi: Rikke Juellund
Iscenesættelse:
Nikolaj Cederholm.
Til 10. juni, samt landsturné 9. september-11. november.
En ny genre synes opfundet. Standup-teatret. I "Anden på coke" dropper Anders Matthesen nemlig fem minutter inde i forestillingen at lege klassisk standupper, tæppet går og en imponerende hightech-lejlighed åbenbares. Her finder vi Matthesen trissende omkring, talende med sig selv om, hvad i himlens navn aftenens show et par timer senere skal handle om.
Det er nu, forestillingen forvandles til et teaterstykke, en klassisk monolog med den berømte fjerde væg - den ud mod tilskuerne - og en skuespiller, der ikke ved, at vi glor på ham. Derfor ser han heller aldrig på os, mens han febrilsk forsøger at finde på. Og det er så, hvad showet handler om. Om sig selv og ham selv. Om en uforberedt standupper i panisk angst for at være usjov. Mens mor ringer, beskeder flimrer ind på mobilen, og tiden går med hyggesnak til fisken i akvariet, kommentarer til fjernsynsskærmens mylder af reklamer, og hvad der ellers lige falder ham ind.
En række emne-muligheder opstår, og dem bruger han til allersidst til at gennemhegle sig selv og sine egne dårlige sider, efter at det er åbenbaret, hvilken form for dæmonisk lokkende coke, der befinder sig i den lille sorte kuffert, og jeg røber det ikke her. Tilsyneladende taler han ærligt ud, lige foran os, igen i klassisk standup-stil. Hvis altså ikke det ærlige også blot er en fiktion. Hans budskab er kønt, om end måske også en anelse banalt: Kig på jer selv, erkend jeres dårligdomme og brug dem til at komme videre i livet.
Uden konkurrence
Undervejs har vi grinet en hel del, nydt mandens ubetvivlelige talent, timing og musikalske præcision, hans frodigt fabulerende fantasi og hans sans for at føre en hverdagssituation ud i sin rablende absurde konsekvens med lige dele galskab og logik. Vanen tro leger Matthesen med sproget; hans eminente evne til at være sublimt og subtilt morsom i komprimerede sætninger, afleveret nærmest lakonisk henkastet, er fortsat uantastet. Her er han uden konkurrence i det danske stand up-landskab.
At turde kaste sig ud i teatret med dets muligheder og logiske begrænsninger - da en mand råber nede i salen, er han i kraft af "den fjerde væg" afskåret fra at svare igen, men løser problemet ved at råbe ud af dekorationens entrédør, som stod den forstyrrende tilskuer ude på trappen - er imponerende og originalt. Den ide har vi ikke set før, og da den tydeligvis giver de samme muligheder for at være sjov og harcelere over verdens dårligdomme og tåbeligheder, er forestillingen lige så morsom, som Matthesen plejer at være. Veloplagt harper han løs på alt og alle, fra Gud til smålige pizzabagere, der forlanger fem kroner mere for ekstra bacon.
En sugemallemund
Men mens formen virker som en forfriskende fornyelse, kunne det have været velgørende, at han havde haft noget mere på hjerte, noget, der stak lidt dybere end en meta-monolog om en standupper, der arbejder på sit show om en standupper, der arbejder.... Kan man se bort fra det - og det er næppe svært for hans store og entusiastiske fanskare - vil man nyde 100 minutters intelligent og konsekvent udtænkt underholdning.
Her er den verbale dissekering af indholdet i en økologisk frugtkurv, parodien på en aldrende komiker med tilbagelænet pibe, vandede vittigheder og rusten guitar, hyggesnakken med fisken - Matthesens mund ligner nærmest en sugemalle mod akvarieglasset, der bliver kastet op på storskærm - samt ikke mindst gennemgangen af det seksuelle indhold i tegnefilm som Anders And og Snehvide fortsat et verbalt festfyrværkeri af komiske knaldperler, der futter og sprutter om ørerne på os.