Pæne trin, ingen ånd

Skal man danse Balanchines tretrinsballet ”Juveler” fra 1967, må teknikken naturligvis være ikke blot i orden, men helt i top. ”Juveler” er trinvirtuoseri, men den er mere end det. Det andet krav er lige så vigtigt – at de tre meget forskellige balletters sjæl og kunstneriske idé træder klart frem. Den franske, romantiske ballettradition i ”Smaragder”, det jazzede 1930’er-Amerika i ”Rubiner” og det store russiske udtræk i ”Diamanter”.

Kan man ikke det, formindskes ”Juveler” til glitrende bravurdans. Andetholdet søndag eftermiddag (premieren var lørdag aften) kunne trinene, men havde ikke fået den fornødne hjælp til sjælen. Og derved blev især ”Smaragder” til noget af en kedelig omgang. Borte havde fuldkommen taget den romantik, der i hvert fald engang var Den Kgl. Ballets speciale.

Lidt bedre gik det i ”Rubiner”, men den jazzede frækhed og flirterierne med publikum og partneren, der er selve ideen i balletten, var der ikke meget af, ligesom finalen, ”Diamanter”, savnede både den brillans, der skal sende sus af betagelse gennem os, og det svanepust fra ”Svanesøen” hos ballerinaen, som hele balletten er bygget op om. Habil dans denne søndag, der ikke ganske overbeviste om berettigelsen i repertoiret på Kgs. Nytorv.

Et særligt kapitel er kostumerne, som er efter de originale fra 1967. På bedste amerikanske manér er de overdynget med kornfede ædelsten og ligner en krydsning mellem en juleudstilling og Holiday on Ice. De er gyselige og får tilmed damerne til at se tykke ud i ”Smaragder” og herrerne i ”Rubiner”, mens gullig lyssætning i ”Diamanter” får de hvide kostumer til at virke trætte og brugte.

Ganske tankevækkende, at mens balletmester Nikolaj Hübbe intet problem har med at skamfere den danske balletarv, Bournonville-traditionen, må der tydeligvis ikke pilles ved den amerikanske. Men derved reduceres Balanchine til museumsdans, fastfrosset i en smagløs amerikansk fortid.