Fortsæt til indhold
Teater

Gæster fik lægehjælp efter nazi-opera

Opsætningen af Wagners Tannhäuser er nu aflyst i Düsseldorf efter smækkende døre og klager.

Nogle valgte at forlade salen i vrede. Med skældsordene flyvende i luften vendte et antal gæster i den ellers attraktive Rheinoper i Düsseldorf ryggen til scenen, mens de omhyggeligt sørgede for, at dørene smækkede efter dem. Andre blev, men måtte efter forestillingen søge lægehjælp som følge af chok.

Det er med stor beklagelse, at vi nu erkender, at mange scener - især den meget detaljerede skud-scene - har skabt store reaktioner blandt nogle gæster. Nogle af reaktionerne var så store, at de måtte modtage lægehjælp.
Talsmænd, Rheinoper

Alle havde de netop overværet premieren på Wagners "Tannhäuser", der skulle forestille at finde sted under nazisternes dominans i Tyskland. Stykket var højt profileret, fordi det skulle fejre Wagner i forbindelse med hans fødselsdag senere på måneden.

Men mange beskrev efterfølgende stykket som "smagløst" og "unødvendigt provokerende". Scenerne havde virket meget realistiske og dramatiserede mennesker, som blev voldtaget og hængt, kvalt i gennemsigtige gaskamre, eller familier, der blev klippet skaldet og derefter skudt på klods hold.

Det skriver Suddeutsche.de.

Skulle foregå i Middelalderen

Teatrets talsmand har bekræftet til avisen, at der var en del buh-råb samt chokerede mennesker blandt publikum. Blandt nogle af gæsterne var det så alvorligt, at de måtte modtage lægehjælp omgående.

Rheinopers talsmænd skrev siden i en pressemeddelelse, at stykket altid har været set som kontroversielt.

"Men det er med stor beklagelse, at vi nu erkender, at mange scener - især den meget detaljerede skudscene - har skabt store reaktioner blandt nogle gæster. Nogle af reaktionerne var så store, at de måtte modtage lægehjælp."

Operaen "Tannhäuser" var i 1840 oprindeligt skrevet som et kærlighedsstykke, der skulle foregå i Middelalderen.