Odense Teater: HELLIGTREKONGERSAFTEN

Jævnt morsom Shakespeare-komedie på Odense Teater. Men glem titlen. Shakespeares "Helligtrekongersaften" har intet med jul, konger eller januar at gøre.

Odense Teater:

HELLIGTREKONGERSAFTEN

Af William Shakespeare

Oversættelse: Niels Brunse

Scenografi: Marianne Nilsson

Iscenesættelse: Kim Bjarke.

Til 15. februar, derefter landsturné med Det Danske Teater til 11. april.

Glem titlen. Shakespeares "Helligtrekongersaften" har intet med jul, konger eller januar at gøre. Men noget skulle komedien jo hedde, og måske blev den spillet første gang netop omkring helligtrekonger.

Vi er i eventyrlandet Illyrien, som desværre ikke tager sig specielt eventyrligt ud i scenografen Marianne Nilssons sorte og funktionelle etage-kulisse med døre og låger. Sært atmosfæreforladt gør den intet godt for komedien, der i Kim Bjarkes habile og jævnt morsomme opsætning også mangler det sidste swung, den overgivne champagnefornemmelse af komisk-fortvivlet forelskelse og kønslig forvirring, der gjorde hans "Maskerade" på samme teater til så forrygende en oplevelse for et års tid siden.

Plus det løse

Her må vi nøjes med mindre, med en pæn og underholdende afvikling af den fornøjelige komedie, hvor Viola, forklædt som mand, er forelsket i hertug Orsino, der tilbeder grevinde Olivia, der ikke vil se til hans side, men som falder for den forklædte Viola. Unægtelig en trekant, der vil noget! Heldigvis er der Violas tvillingbror, Sebastian, som kun på kønnet adskiller sig fra Viola, og dermed kan vi ende med dobbeltbryllup, plus det løse.

Det løse står Kit Eichlers lattermilde intrigant, tjenestepigen Maria, for, sammen med gavtyvene Tobias Hikke, overgivent spillet af filurbørsten og spradebassen Peder Dahlgaard, og Andreas Blegnæb i Mads M. Nielsens ranglede krop med stankelbensagtig forknythed og massiv enfoldighed. Han er virkelig antiheltenes førstemand i dansk teater.

Det kan blive sjovere

På de store følelsers paradeplads finder vi Trine Appels kække og sødmefulde Viola, Lars Simonsens mandigt-følsomme Orsino og Laura Kolds brusende flotte Olivia, med Søren Spannings hushovmester, Malvolio, kronisk-håbløst forelsket i Olivia, krabbende rundt i baggrunden med ansigtet spækket af misbilligende væmmelse og kroppen sammenrimpet af sirlighed. Fremstillingen giver mindelser om Jørgen Reenberg på Det Kgl. Teater i 1980 uden at fordunkle den. Dertil mangler Spanning endnu den afgørende komiske saft - figuren står noget tørt i det. Det samme gælder sært nok Lars Knutzons nar. Han ligner PH uden briller, men med hestehale, en afdæmpet ræsonnør, der vandrer lakonisk-kommenterende over scenen. Tja.

Selvfølgelig morede vi os da undervejs, opsætningen som sådan fejler intet, og forhåbentlig bliver det endnu sjovere, hvis og når opsætningen får spillet sig varm de kommende måneder. Men forleden manglede lige den sidste spand komedie-kul i januarkulden.

henrik.lyding@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen