Cafeteatret, København: HIMMELHUND

En velfungerende og spøjs cocktail af komik, sang og lyrik.

Cafeteatret, København: HIMMELHUND
Tekst og iscenesættelse: Gerz Feigenberg
Musik: Klaus Risager
Scenografi: Julie Forchhammer.

En parkeringskælder af de mere triste og beskidte. To mænd i jakkesæt med kufferter. Bygningsingeniører på vej hjem fra en gæstevisit i et eksotisk land. Den ene, Fox, suverænt spillet af Lars Mikkelsen som en storskrydende og hidsig brusetablet med filurgrin over for Berner, som Hans Rønne fint tegner med vittig og præcis kropskomik. Det er over- og underhunden i spil om forsvundne bilnøgler og en pludseligt opdukket hund på bagsædet. Himmelhunden, som er både bidsk og sød, og som synes at være ualmindelig svær at slippe af med. Hvilket bliver et af stridspunkterne i magtkampen mellem de to mænd.

For lige så irriterende og blokerende hundens tilstedeværelse virker på den biltur, der skal føre dem direkte i lufthavnen og hjem til de længe savnede hjemlige kødgryder, lige så meget taler den tilsyneladende også til de to mænds hjerter. Der er noget med den hund, som synes dumpet lige ned fra himlen.

To andre sære typer bralrer ind. En forhutlet sut (Hans Henrik Clemensen) og en skør pige (Maria Rich), der skiftevis besvimer og rabler ordsprog eller vilde konspirationsteorier af sig. Sammen og hver for sig driver de mændene til vanvid, indtil de pludselig forsvinder igen. Banen er fri, hunden ikke længere noget problem, så nu er det med at komme hjem. Der er bare lige det med livet. Livet, hvad er der med det? Ja, hvad er der med det.

Om selve livet handler Gerz Feigenbergs humoristisk-filosofiske komedie vistnok også. Om hvor vi skal hen. og hvad vi stiller op med det. Symboliseret i fire ensomme eksistenser. Sådanne spørgsmål kan vi passende fundere over undervejs, fordi der midt i den komiske sketch er indlagt sange som eftertænksomme oaser. Klaus Risager har sat smuk, sfærisk popmusik og synger selv i stærk stil en række kryptiske tekster om livsvilje og dødsbevidsthed af den engelske lyriker Dylan Thomas (1914-53).

Denne spøjse cocktail af komik, sang og lyrik fungerer forbløffende godt. En fornuftig beskæring havde uden problemer kortet stykket en halv time, men ellers er forestillingen en fin lille fornøjelse. Samtidig er det glædeligt at se, hvordan Gerz Feigenberg udvikler sig. Som dramatiker, men især som iscenesætter. Han formår virkelig at give sin egen tekst modspil, så den sceniske aktion udfordrer såvel ordene som os.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.