Teater Får 302, København: MAD MED ELVIS

Teater Får 302, København: MAD MED ELVISAf Lee HallOversættelse og iscenesættelse: Niels VendiusScenografi: Magdalena StenbeckSpiller til 11. april

Den lettere overvægtige datter trøstespiser sig gennem sit unge liv, moderen samler tilfældige mænd op til hjemlig hygge, mens den totalinvalide ægtemand som en syngende grøntsag dagdrømmer sig til en tilværelse som Elvis Presley. Tre mennesker, der hver på deres måde forsøger at formilde og forsone sig med tilværelsens ubarmhjertighed i et bæblomstret og beklumret forstadsrækkehus.

Den unge, engelske dramatiker, Lee Halls "Mad med Elvis", tidligere på sæsonen spillet på Svalegangen, er et gensyn med den berømte engelske køkkenvaskrealisme, men nu tilsat 1980'ernes groteske og sorte humor. Den særlige form for dramatik og den let absurde spillestil, der fastslog Teater Får 302's position i dansk teater. En position, som siden er vaklet en del, men som med denne opsætning giver mere fast grund under fødderne end længe set.

For samtidig med, at forestillingen fint træffer det syrede familieunivers, lykkes det instruktøren Niels Vendius at lokke en ægte følsomhed frem bag personernes komediepanser, som skaber interesse og medfølelse.

Udsøgt gyseligt

Den velholdte, men alkoholiserede og spiseforstyrrede mor, som Vibeke Hastrup spiller med sikker elegance, den buttede datter i Nanna Cederholms præcise karakteristik - se hende lyse op, når der er kager i farvandet, bragt med hjem af moderens nyeste filejs, som meget passende er ansat på en kagefabrik. Jesper Pedersen spiller ham glimrende som et overfriskt og ikke gennembagt rosenbrød i beige gabardine, der langsomt men sikkert bliver alvorligt klemt om nosserne af to sæt sextrængende kvindenegle.

Endelig Max Hansen som faderen, lammet efter en trafikulykke, med savlet dryppende fra kørestolen, herlig når han i alenestunder crooner sig gennem Elvis-sange med tilhørende lommefilosofi.

Som en velafstemt komediekvartet kredser de om hinanden i Magdalena Stenbecks udsøgt gyselige stuedekoration, skiftevis hakkende løs på hinanden efter den klassiske læresætning om, at det bedste forsvar er et angreb. Alligevel ender vi med at tro en smule på fremtiden for de tre af dem, mens fjerdemanden, den unge kagedreng, i kampens hede må ende i den sorte suppegryde.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen