Teater Plan-B, København: DEN FØRSTEFØDTE
Lige før bryluppet smutter kronprinsen og søger skjul hos en familie i Dragør. Det gode plot udnyttes flot i "Den førstefødte".
Af Jakob Weis
Scenografi: Edward Pierce
Iscenesættelse: Per Smedegaard
Gæstespil af Teater Grob.
Kronprinsen skal giftes! Ja, nogen hemmelighed er det vel egentlig ikke. Næh, overraskelsen er, at han stikker af fra sit bryllup og dumper ind hos den lille, forknudrede kernefamilie Dirksen, der ellers har hejst alle flag og klædt om til festtøj for at nyde og kommentere bryllup og gæster foran det elektroniske husalter i typehuset i Dragør.
Her hersker Far Henry (Claus Bue) med jernhånd til hverdag og fest over sine to voksne, hjemmeboende børn, tvillingerne Margrethe og Joakim. Begge forkrampede helt ud i fysikken af fars konsekvente og kroniske underkuelse. Drengen (Per Scheel-Kruger) skrutbenet og stammende, pigen (Anne Steensgaard) for tyk og fuld af nerver, mens moderen for længst er solidt placeret på det nærmeste nervesanatorium.
Men Kronprinsens (Pelle Koppel) tilstedeværelse - han stak simpelt hen af lige inden ankomsten til Frue Kirke, da han kom i tvivl om sig selv, sin medfødte rolle og sin forelskelse - vender op og ned på familiedynastiet og de nedgroede magtstrukturer.
Opgør og oprør
Det bliver opgørets og oprørets tid i Jakob Weis' satiriske hverdagskomedie over det klassiske tema pligt og lyst, hvor pointen er, at kongehuset med sin forgyldte spændetrøje af fastlåste forventninger og rituaelle traditioner en forstørret udgave af vores egne familiemønstre.
Undervejs leger teksten muntert med krinkelkrogene, familierelationerne og myterne om det danske kongehus og med de kroniske magtkampe, de fleste familier kender til.
Instruktøren Per Smedegaard lokker sine fire velvalgte og velspillende skuespillere ud i en forrygende opvisning af forskellige grader af utilpashed, garneret med dødlignende pauser, sitrende hænder og flakkende øjne. Særdeles underholdende og præcist ramt.
Teater Grob har specialiseret sig i at dyppe familien Danmark i skarp og satirisk, men alligevel kærlig sovs. Det så vi bl.a. med "Pelsjægerne" (2002), også af Jakob Weis, og Thor Bjørn Krebs' "Europamestrene" fra sidste efterår, der er nomineret til en Reumert i aften. Helt derop når vi næppe med "Den førstefødte", men den er velskrevet, fornøjelig og tankevækkende.