Det Kgl. Teater, Stærekassen: GRÆSHOPPER

Anmeldelse: Vittig, rørende og velspillet komedie om hverdagsmennesker på Det Kgl. Teater.

Det Kgl. Teater, Stærekassen: GRÆSHOPPER

Af Biljana Srbljanovic

Oversættelse: Adam Paulsen

Scenografi: Karin Dahlström

Iscenesættelse: Simon Boberg

Til 18. april

Det Kgl. Teater har tidligere forsøgt sig med den serbiske dramatiker Biljana Srbljanovic, født 1970.

Familiehistorier.beograd blev spillet i Turbinehallerne i 2000 med behersket succes. Skuespillerne var gode, stykket var ikke.

Denne gang er begge dele perfekt. En stribe situationer hentet fra hverdagen, lettere absurd og alligevel genkendeligt og morsomt. Vi hygger os fra begyndelsen, og grinene varer ved aftenen igennem. Med Mia Lyhne som sandsigerske direkte, kontant og omsorgsfuld på samme tid ledes vi igennem den ene komiske konfrontation efter den anden. Og under det alt sammen lurer angsten for at blive gammel, affældig og dø. Fra begyndelsen i mødet med Henrik Jandorfs halvgamle og selvglade tv-vært med håndfast toupé, meget hvide tænder og et forfængeligt håb om at virke ung, over Peter Gilsforts giftigt-vittige og lidt sølle bøsse, der frygter kroppens forfald mere end noget andet, til Lars Lunøes filuragtigt senile far og Elsebeth Steentofts rørende og irriterende mor. Scenen, hvor hun kommer på uventet besøg hos sin ensomme datter (skarpt spillet af Benedikte Hansen), er skøn i sin blanding af hakkeri og forsoning.

Fin karakterkomik

Det samme gælder de daglige familieopgør mellem Henning Jensens bryske far, Jens Jacob Tychsens tøffelagtigt forhutlede søn og Charlotte Muncks skarpe svigerdatter. For slet ikke at tale om Stig Hoffmeyers rørende og forpjuskede professor med den politisk beklagelige fortid. Hoffmeyer tuller rundt og yder neddæmpet karakterkomik af fineste aftapning. Men gode er de alle sammen i Simon Bobergs eminent præcise iscenesættelse. Komikken er fornemt afstemt og replikkernes indbyggede ondskabsfuldheder falder som guillotine-knive, hvad enten vi er med til morgenbordets drillerier, lytter til to søskendes diskussion af, hvad de skal stille op med deres senile far, eller overværer, hvordan en professor klædes menneskeligt af en kollega.

Dejlig forestilling

Undervejs er der øjeblikke af menneskelig ømhed, allersmukkest i den lille scene, hvor sønnen bader sin senile far. Jo, det er en dejlig forestilling. En anelse lang, måske, temmelig morsom og særdeles genkendelig. Så glem den tåbelige titel, glem at det angiveligt foregår i Serbien og derfor på forhånd måske virker sært. Det er det modsatte. Et seværdigt stykke hverdagsdramatik, fint monteret i svenske Karin Dahlströms allesteds-scenografi et stort, slidt og betongråt rum med tarveligt møblement og ubehageligt lys. Ensomme skikkelser i livets ventesal.

henrik.lyding@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen