Operaen, Holmen: FLAGERMUSEN

Med Peter Langdal ved roret er operetternes operette, Flagermusen, blevet en historie om overklassens underliv.

Operaen, Holmen:
FLAGERMUSEN
Spilles indtil 8. juni og igen næste sæson

Da Salzburg-festspillene for fire år siden lod instruktøren Hans Neuenfels nytolke den mest klassiske af alle operetter, Johann Strauss' "Flagermusen", valgte han ikke bare at opdatere historien, men også at vise såvel dens politiske som dens seksuelle implikationer, så ingen kunne være i tvivl.

Det fik han ikke megen tak for. Han blev buh'et ud ved premieren, og festspillene blev endda sagsøgt af en vred tilskuer, som mente at have betalt - og betalt dyrt - for "Flagermusen" uden at have fået andet end en sygelig fantasi baseret på operetten.

Så galt vil det ikke gå Den Kongelige Opera.

For det første er vi danskere jo så høflige, at vi ikke på den måde siger fra. For det andet er Peter Langdals bearbejdelse og iscenesættelse ikke fuldt så radikal som det, Neuenfels udsatte det kræsne festivalpublikum for.

Langdal har ikke interesseret sig for, hvad der måtte kunne hales ud af historien på politiske præmisser. Måske nok for en mere udefinerbar samfundsmæssig synsvinkel. Men egentlig først og sidst for overklassens underliv, der i hans nutidsversion kommer til at spille en lige så dominerende rolle, som det gjorde hos Neuenfels.

For meget champagne

Helt uret har disse begavede instruktører jo ikke.

Grundlæggende er disse mennesker stort set alle som ét løgnagtige og promiskuøse i en eller anden udstrækning.

Historiens tilsyneladende lykkelige afslutning er næppe heller langtidsholdbar, og finalekorets forklaring - at alle forviklingerne bare skyldes for megen champagne - tager vi jo ikke for dens tekstlige pålydende. Det er musikken, som vi oplever, i dette tilfælde mestendels som et hurtigt og højlydt, men ganske passende oplæg til fremkaldelserne.

For det er jo på sin vis Strauss' musik, der skaber hele problemet. Det problem, som ingen selv nok så intelligent tekstbearbejdelse eller nyoversættelse helt kan løse. At handlingen kun hænger nødtørftigt sammen (Langdal gør ellers sit bedste med den nyskrevne dialog). At personerne egentlig er nogle usympatiske rodehoveder, som vi alligevel holder af, fordi Johann Strauss så åbenlyst holdt af dem.

I hvert fald udstyrede han dem med den ene indsmigrende melodi efter den anden, og hvad man end måtte mene om Langdals bearbejdelse og iscenesættelse, så havde sangerne, koret og orkestret sat sig for at få det bedste ud af musikken med den huldsaligt smilende Manfred Honeck som sikker ankermand på dirigentpodiet. Han fik ved premieren en touche af orkestret for sin dynamisk differentierede afstøvning af noderne.

Messingblæserne kunne også gerne have belønnet ham med lidt mere præcision, når det gik hurtigst. Ligesom sangerne gerne måtte have leveret os en meget større procentdel af den til lejligheden fabrikerede nyoversættelse.

Hårdtpumpet

Mange af rollerne er dobbelt eller tredobbelt besat. Men andre sangere vil næppe forskubbe helhedsindtrykket afgørende.

Når opsætningen i den sidste ende føles anstrengt og unødvendigt hårdtpumpet, hænger det sammen med Langdals basale koncept - inklusive Mia Stensgaards - ud fra konceptets i øvrigt vellykkede scenografi.

Sangerne slider for sagen - det skal ingen tage fra hverken dem eller suffløren - og de bliver udsat for lidt af hvert, skønt konceptets udgangspunkt paradoksalt nok er det nyrige borgerskabs kedsomhed mellem jul og nytår.

Her er så familien Eisenstein i deres otteværelsers i Østbanegade. Med flygel og ikke fladskærm i soveværelset. Med fri adgang for gamle elskere via altanen, hvis man ellers kan komme forbi det pralende, illuminerede juletræ. Med stuepigen Adele (Gisela Stille) i kappe og kækt lille forklæde, også når fru Rosalinde (Anne Margrethe Dahl) skal have hende til at hente en frisk toiletrulle midt i det hele.

Nutid nok mest i Langdals fantasi.

Men immervæk er Eisenstein (Poul Elming) i underbukser under slåbrokken, og tenorelskeren Alfred ville have været det samme, hvis ikke Niels Jørgen Riis efter pressefotograferingen, men inden premieren tilsyneladende havde nægtet at smide de brune bukser. De gør ellers ikke noget særligt for ham.

Temafest i svømmehal

Andenaktens fest hos prins Orlofskij (Randi Stene) er blevet til en temafest i en svømmehal med tilfrosset bassin. Langdal har delt akten op i flere tableauer, så også her bliver der plads til et udførligt toiletbesøg i en verden, der ellers befolkes af folk udklædt som pingviner, isbjørne og vandrende fisk. Samt selvfølgelig korherrer i gammeldags pingvindress og tilsvarende damer i store rober. Helt er den gammeldags "Flagermus" jo ikke forsvundet.

Det hele skal forestille at kulminere i et stykke skøjteballet til den indlagte Strauss-polka "Unter Donner und Blitz". Men her svigtes de indforskrevne Tivoli-pantomimedansere fælt af koreografien.

Orlofskij erklærer efterfølgende, at nu må det være nok, og denne gang var man ekstra enig.

Strauss var selv skeptisk, når det gjaldt denne operettes indlemmelse i et operahus-repertoire. Han følte, at den ville blive kvast i hænderne på sangere med tunge stemmer og store ambitioner. Det synspunkt har eftertiden modbevist i praksis. De bedste "Flagermus" i nyere tid har været operahus-baserede. Dermed også statsstøttede.

Ingen lave gærder

Det var den seneste københavnske "Flagermus" ikke. Og Det Ny Teater ville med rette have kunnet følt sig trådt for nær, hvis Den Kongelige Opera med sine statsmillioner i ryggen nu bare havde givet publikum en traditionel opsætning med stort orkester og i ødselt udstyr.

Den anklage kan ingen rette mod denne forestilling. Ingen lave gærder her.

Som bearbejder og instruktør har Langdal fået muligheder for virkelig at realisere meget høje ambitioner. Hvor en ikke-opdateret version i Gamle Scenes lidt mere intime omgivelser (der oven i købet er af præcis samme årgang som operetten selv) sandsynligvis ville have haft større chancer for at lande på begge ben samtidig, måske oven i købet til såvel publikums som smagsdommernes fulde tilfredshed.

De to ting er jo ikke altid forskellige.

Dette er en forestilling, der aftvinger respekt, nok især for den musikalske realisering. Der er så aftener i operaen, da man går derfra med lysten til at opleve det hele én gang til. Enten med det samme, eller bare nogle aftener senere. Sådan én havde Deres anmelder ikke denne gang.

Men hvad søren - de sang det jo selv for fuld hals allerede i første akt: »Lykkelig den, der glemmer, hvad ingen kan lave om på.«

Det skal nok gå, alt sammen!

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.