Aarhus Teater Scala: DON RANUDO

"Don Ranudo" er en outsider i Holbergs produktion.

Aarhus Teater Scala:

DON RANUDO

Af Ludvig Holberg

Instruktør: Asger Bonfils

Scenograf: Anette Hansen

Spilles til 24. maj

Man kan læse meget interessant om hvorfor og hvordan i Bent Holms programartikel. Som stykket er bearbejdet og spilles i Århus, virker det imidlertid moderne.

Opbygningen er ganske vist tynd, og intrigen er ikke raffineret. Frieren klæder sig ud som en sort prins efter pigens snobbede forældres ønske, og sådan får de unge hinanden. Heller ikke forholdet mellem den rige Gonzalo (Klaus Tange) og den fattige Dona Maria af ædel byrd (Kirsti Kærn), er i sig selv interessant.

De tjenende ånder er i den festlige Holberg-stil, men de besidder også en spids kynisme, Kim Veisgaard som den åbenmundede og snus-kloge/snus-dumme Pedro og Merete Hegner som den energisk rapkæftede Leonora (kunne blot hvert ord forstås).

Så kommer vi til det: I Anette Hansens overskuelige enhedsscene, der ligger åbent som et landskab med de to familiers fint antydede hjem, spiller instruktøren Asger Bonfils sine figurer ud mod hinanden som i et verdens-dukketeater.

Rænkemagerne færdes behændigt mellem den normale Gonzales-familie og den hovmodige Don Ranudo og hans mindst lige så "fornemme" Dona Olympia, en forbindelse af Spaniens to ældste adelsslægter og forældre til Maria. Deres fornemhed og hovmod stiger i takt med deres fattigdom. At Holberg turde beskrive adelen sådan!

Den fisefornemhed til kanten af vanvid, som Niels Ellegaard og Dorthe Hansen-Carlsen så herligt viser os, rammer plet mange forskellige steder i vor moderne verden, hvor man ser op til sig selv og ned på andre.

Vi ler i det stille over deres udleverende komik. Det er ikke det store grins teater, og det er et tragikomisk syn med en kerne af smerte, da de to når bunden i hovmodets rutsjetur mod vanviddet - kun iført det nødtørftigste og ribbet for alt, inklusive deres datter.

Bonfils har fået meget ud af sine skuespillere i en overraskende fin Holberg-forestilling. Erling D. Bjernos stille musik bidrager til den dobbelttydige atmosfære. "Don Ranudo" glimrer jo ikke umiddelbart, men der er mere i stykket end som så, når det spilles så klogt og godt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen