Gengangere

SKAKAf Martin ReipuurtInstruktion: Ole Kröll.Sendes på P2 i eftermiddag kl. 14 og på onsdag kl. 20.



En historie i Radioteatret, der handler om de dramatikere, der ikke får deres stykker opført i Radioteatret - det er da sjovt. Selv om begyndelsen lyder lettere dramatisk: En afhøring af en mordmistænkt ung kvinde. Viola hedder hun - og er kæreste med Skak, som netop har fået afvist et hørespil til Radioteatret. Han viser sig at være en kloning af den miskendte danske digter Schack Staffeldt - med et strejf af Shakespeare. Mens den mand, som han er mistænkt for at have myrdet, skulle være en kloning af Oehlenschläger. Som dengang i 1800-tallet med sit talent formåede at sætte Staffeldt i skyggen som digter.

Og de er ikke alene. Rundt omkring i samfundet er der bunker af kloninger af fortidens store ånder. Heiberg, Grundtvig, Kierkegaard, Thorvaldsen. Nu hedder de bare noget andet og går rundt og bliver misforstået og deres geniale værker undertrykt. Påstår Skak og hans kæreste. Ikke mærkeligt er den kvindelige kriminalassistent Karina lettere skeptisk. Selv om også hendes liv og skæbne bliver en smule fordoblet undervejs, hvor det går op for os, at historien i virkeligheden handler om afmægtighed, kærlighed og om dem, der ikke tør nogen af delene, og som derfor ikke lever for alvor.

Det kan vi så tygge på i denne originale historie, som er godt spillet, en lille time værd. Heldigt, at dramatikeren Martin Reipuurt ikke blev afvist ved Radioteatrets smalle indgangsport.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen