Teather Katharsis, København: I EN KÆLDER

Teather Katharsis, København: I EN KÆLDERAf Lars KaalundScenografi: Nanna ChristensenIscenesættelse: Peter Flyvholm.Spiller på Comedievognen indtil 5. april.

En afrevet tunge på plakaten signalerer blodige teatergys, og sådan blev Lars Kaalunds stykke fra 1995 da også lanceret, da Dr. Dante i sin tid spillede den. Som teatrets svar på splatterfilmen. Det blev nu mere grin end gys dengang. Og det gør det også her i denne unge og talentfulde opsætning af historien om et middagsselskab for to par, der udvikler sig fra det diskussionslystne og irritable til det decideret blodige.

Det er her, vi havner nede i kælderen til en omgang incest, foruden kvælning og udrivning af den famøse tunge, inden det hele til sidst viser sig blot at være en leg, en drøm, et øjebliks betændt fantasi, hvilket virker som forfatterens forsøg på at finde en plausibel udvej for historien og derfor dramatisk noget utilfredsstillende. Men det gør nu mindre, for Kaalund har undervejs en sikker sans for de skarpe replikker og de tætte konfrontationer.

Og i skuespilleren Peter Flyvholms kompetente iscenesættelse lykkes det de fire hovedpersoner - Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Reenberg, Cecilie Steenspil og Morten Bo Koch, suppleret af Lars Udengaard som fortælleren - at holde os fanget i et stramt og præcist spil, hvor både grinet og rædslen får den rette og troværdige plads.

Læg mærke til navnene allerede nu, for de tre første er efter sigende netop sluppet ind på landets teaterskoler, mens Morten Bo Koch må trøste sig med, at i hvert fald i denne sammenhæng er det ham, der suverænt skaber forestillingens mest interessante og overbevisende figur som den tavse og frustrerede mand, der går amok i underbevidsthedens gyserkælder.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen