Aalborg Teater, mindste scene: VINTER

En bænk med en mand. En kvinde kommer til.

Langsomt nærmer de sig hinanden.

Det er typisk Jon Fosse, den norske succesdramatiker, der skriver så indædt intenst om mennesker, der mødes og ikke har så let ved det.

"Vinter" er kort og knap i alt. Et kammerspil for to personer. En times varighed. Og hvis alle tekstens gentagelser blev skåret væk, ville den ikke fylde meget papir.

Det er minimalisme, så det batter.

En dejligt musikalsk form for minimalisme, hvor sætningerne går igen med skiftende tonefald i en ændret rytmisk nuancering. Det er en virtuos leg med ord og et stænk af humor, men det bliver også en blotlægning af vores manglende evne til at få sagt det, som vi gerne vil.

To mennesker, som gentager sig selv, imens de søger både sig selv og hinanden..

Ham og hende

Hun er en såkaldt eksistens, en luder, der har en syg dag.

Bodil Lassen spiller hende først så åbent og nøgent, at man som tilskuer føler angst for selv at skulle møde hende. »Jeg er din dame,« siger hun til den fremmede.

Han er forretningsmand på besøg i byen. En pæn mand, en svigermors drøm. Han har kone, børn, hus og arbejde og penge til at købe nyt tøj til den fremmede kvinde. Bue Wandahl spiller ham, så man også for hans vedkommende tror på det umulige.

Stykket handler om, hvordan de to føler mere og mere for hinanden, så umuligt det netop kan forekomme. Han frigør sig, hun tror med baggrund i sin fortid ikke på det.

Det sker i to gange to parallelle scener plus en afslutning i dur. I de første to har hun initiativet, i de følgende har han det, imens de begge skifter stil og karakter hen imod hinanden. Langsomt.

Alt sker langsomt. Instruktøren Anna Novovic og de to aktører har fundet det rette tempo og den rette balance.

Få ord, mange gentagelser.

Som livet er mellem mennesker, der forskellighederne til trods har en mulighed for at finde ind til hinanden. Til sidst tror vi på, at de vil gøre det, om troen så er begrundet eller ej.

Men det er et af Fosses mere optimistiske stykker.

Se det, men tag ikke børnene med. Jon Fosses ordvalg er ikke altid til en familieforestilling.