Det Kgl. Teater, Gamle Scene: ODYSSÉEN

En vrimmel af personer og indbyrdes komplicerede relationer gør det til en opgave at følge med i John Neumeiers virtuose opsætning af Odyséen, men den Den Kgl. Ballet imponerer.

Det Kgl. Teater, Gamle Scene
ODYSSÉEN
Koreografi og iscenesættelse: John Neumeier
Musik: George Couroupos
Scenografi: Yannis Kokkos
Musikalsk ledelse: Miltos Logiadis.
Opføres til 18. februar, turné til Esbjerg, Herning, Ålborg og Århus i januar.

Sig navnet John Neumeier, og de seneste 30 års københavnske balletelskere vil svømme hen i romantiske minder om stærke og bevægende oplevelser med specielt "Romeo og Julie" og "En Skærsommernatsdrøm". Men glem dem.

For Neumeiers "Odysséen" - urpremiere i Athen i 1995, Danmarkspremiere på Det Kgl. Teater i lørdags - er alt andet end romantisk, gribende og lettilgængelig.

I stedet er vi ovre i den mere akademiske balletgenre, mere henvendt til feinschmeckerne end til det brede publikum. Det kan man vælge at kalde elitært eller tage som en udfordring.

Der er ganske vist en gennemgående handling i "Odysséen", hentet fra Homér og omskrevet til 18 billeder. Dem kan man læse om i programmet, hvilket adskillige premieregæster, mig selv inklusive, tyede til undervejs for overhovedet at kunne følge med.

For det vrimler med personer og indbyrdes komplicerede relationer - alene den himmelske side af forestillingen er besat med 12 gudenavne.

Heldigvis bliver historien enklere undervejs, lige som man selvfølgelig også blot kan vælge at lade billederne tale for sig selv uden nødvendigvis at forstå det hele. For det bliver let en anelse trættende, at man konstant skal anstrenge sig for at afkode og tolke begivenhederne på scenen.

Virtuos blanding

Og der er nok at se på. Neumeier blander virtuost alle mulige genrer i sin koreografi. Det ene øjeblik bruger han symbolske eller abstrakte billeder, det næste konfronteres vi med voldtægt og myrderier, når Odysseus og hans mænd på den lange rejse hjem hærger en by, for så minuttet efter at befinde os i noget, der mest minder om en komisk-bizar scene fra TV-serien "MASH".

Snart er det cowboybukser til nymfen Kalypso (inciterende og sensuelt danset af Mette Bødtcher), og bar overkrop og camouflagebukser til mændene, snart er det græske gevandter eller bløde hatte og bondeskjorter fra 1800-tallet.

Alt sammen medens guderne dvælende betragter verdens gang oppe på balkonen, enten som direkte tilskuere eller i det fjernsyn, der gengiver begivenhederne på scenen eller kværner billeder af krig og ødelæggelse.

Historien er som hos Homér:

Odysseus (Kenneth Greve, denne mægtige danser, den største i kompagniet, indbegrebet af en maskulin kriger, stærk som sjældent set i udtrykket og kroppen, hele aftenen værd) rejser hjem over havet - smukt gestaltet af kvinder i mægtige, bølgende kjoler i ultramarin - holdes i fangenskab af Kalypso, mens Penelope, hans hustru (rent og udtryksfuldt danset af Silja Schandorff), hjemme belejres af lystne friere.

Siden møder Odysseus blandt andre troldkvinden Kirke, der omskaber hans mænd til svin, han kæmper mod fjender, overmandes af erindringer om den verden, han rejste fra, han blinder den enøjede kyklop, strejfes af dødsriget Hades og sirenerne, inden han til sidst vender tilbage og forenes med Penelope, og samtidig med den anden, kvindelige side af sig selv. Den del, der har måttet undertrykkes på den lange rejse, som nu er slut.

Mennesket er blevet helt.

Undervejs er hans søn, Telemachos (blødt danset af Ask La Cour som en slags omflakkende monsieur Hulot fra en Tati-film), fulgt i faderens fodspor, indtil også han omsider vender hjem og ser mod en ny mere harmonisk fremtid.

Vitalt dansesprog

En mægtig historie, altså, men trods hele Neumeiers talent, aldrig rigtig gribende - det akademiske igen. Som betyder, at styrken og oplevelsen i forestillingen mere ligger i gestaltningen. For Neumeiers særlige talent for at forny og vitalisere dansesproget er fortsat intakt.

Der er en vældig kraft i hans koreografi, som aldrig er ude på at imponere os med udvendig opvisning, en sanselig, nærmest brutal kropslig intensitet, en erotisk kødelig dimension midt i al æstetikken, der gør hans balletter så fascinerende, at man - i hvert fald jeg - alligevel fanges ind. Og så kan han skabe masseoptrin som få.

For Den Kgl. Ballet er forestillingen intet mindre end en kraftpræstation. Der danses med en energi og indædt vilje over hele linien, der brager ud over rampen, hvad enten det er klassisk pigedans, syrede drømmescener eller stiliseret orientalsk kampsport. Om det lige var den helaftensballet - af Neumeier eller andre - vi havde mest brug for at få på repertoiret, kan vel diskuteres.

En udfordring for både dansere og tilskuere er den under alle omstændigheder. Forhåbentlig tør også publikum tage udfordringen op.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.