Betty Nansen Teatret: TA MAIN DANS LA MIENNE - "DIN HÅND I MIN"

Enkelt, gribende og mesterligt fortæller teatergeniet Peter Brooks om kunsten, kærligheden og livet.

Betty Nansen Teatret: TA MAIN DANS LA MIENNE - "DIN HÅND I MIN"

Gæstespil af Peter Brook og Théatre des Bouffes du Nord

Sidste gang i aften.

Mindre kan det næsten ikke blive. Et bord, to skuespillere og tre stole. Skuespillerne er 78-årige Michel Piccoli og 73-årige Natasha Parry, der personificerer den russiske forfatter, Anton Tjekhov og hans elskede, skuespillerinden Olga Knipper. Stolene og bordet er blot sig selv.

Større kan det næsten heller ikke blive som teateroplevelse. Det komplicerede i det enkle, det fortættede i det nøgne, livet som kondenseret teater. En forestilling om en tid og to mennesker, om kunsten, kærligheden og livet. Gestaltet mesterlig enkelt af instruktøren Peter Brook i vekslen mellem fortælling og spil, lige så rent og livgivende som da han iscenesatte Natasha Parry i Becketts "Glade dage" på gæstespil i København i 1997.

Også denne gang er det svært at se sig mæt på forestillingen, når de to skuespillere med solvarme i stemmerne og alderens milde, yndefulde charme fører os lige ind i forelskelsen. Gendigtet efter de breve, Tjekhov og Knipper sendte til hinanden gennem deres fem år lange forhold frem til hans død i 1904, kun 44 år gammel. Genren kender vi fra A.R. Gurneys "Kærestebreve", men i dette tilfælde mindre banalt sat på scenen og spillet på delikat fransk med danske overtekster.

Hun fortæller om prøver og succesfulde opførelser af Tjekhovs skuespil i Moskva, mens han beretter om trivielle tildragelser ude på landet, hvor han sidder og skriver. Her er galanterier og komiske episoder, mens den længsel efter kærlighed og et andet menneskes nærhed, der er så afgørende i Tjekhovs tekster, bliver til virkelighed i deres eget liv. Det er i sådanne øjeblikke, forestillingen klemmer om hjertet, når Olga sidder efter Tjekhovs død og fortsat skriver breve til ham for at være ham nær. Her oplever vi, enkelt og ubesmykket, hvor uforståeligt og urimeligt dødens adskillelse virker på elskende.

Men oftest er forestillingen lun og underfundig, især nok hvis man kender til Tjekhovs dramatik og historien om, hvordan han måtte lide den tort at se sine erklærede komedier forvandlet til naturalistiske sørgespil af tidens førende russiske teatermenneske, Konstantin Stanislavskij. En vrangforestilling, de har kæmpet med lige siden.

Vi bliver lidt klogere undervejs. På Tjekhov, på teatret og på livet - og kunsten i det altsammen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen