Svalegangen Århus: JESUS HOPPED THE A-TRAIN
Gruppen Von Badener er steget et teatertrin op med en stærk og barsk forestilling om et par morderes tro og skyldfølelse. Stykket er meget amerikansk, men det er nået frem til sin skandinavienspremiere i Århus efter at have modtaget en First Fringe Award, en førstepris på Edinburghs alternative teaterfestival.
Svalegangen Århus: JESUS HOPPED THE A-TRAIN
Af Stephen Adly Guirgis
Samarbejde med gruppen Von Baden
Instruktør Morten Lundgaard
Spilles til 29. maj.
Anne Marie With Bøjes enhedsbillede har fængselsatmosfære til det klaustrofobiske, og lydbilledet virker fra første øjeblik enerverende. Koncentrationen er sat. Ingen slipper ud før to en halv time efter.
Det handler om mord, moral, opofrelse og venskab, også om udnyttelse, men i særdeleshed om tro og skyldfølelse eller mangelen derpå.
To mordere venter på deres dom. De er meget forskellige i begyndelsen, mindre til slut. Angel (Frederik Meldal Nørgaard) er den unge mand, hvis bedste ven kom i en vækkelsesprædikants fangegarn. Angel skød prædikanten bagi, hvilket førte til dennes død senere. Hvordan skal Angel kunne føle sig skyldig? Det var bare et skud i røven.
Lucius (Henrik Vestergaard Nielsen, som også har stået for den stærke oversættelse) er psykopaten, som har otte mord bag sig, men hvis kulde afløses af en gudstro, som fylder godt i hans store mund.
De to fangers spirende venskab afløses af en gensidig foragt, Angels for massemorderen og dennes tro på, at han kan få syndsforladelse. Lucius' for det, som han kalder fejhed hos den anden.
Drama på ord
Der er flere mod- og medspil end det mellem fangerne.
Den unge kvindelige advokat (Kett Lützhøft) fascineres af Angel og vil bryde regler for at få ham frifundet, men må kæmpe med sin klient for at få ham til følge sin plan. På en måde bliver hun den mest tragiske figur.
Betjenten Valdez (Anders Brink Madsen) udnytter sine fanger barsk - ordet fuck går igennem stykket i alle dets betydninger - mens hans diamentralt hyggelige kollega Charlie (Ole Thestrup) betages af Lucius, leverer stoffer og fyres. Han vender heldigvis tilbage i en smuk stille monolog.
Alle forandrer de sig, og det er noget af det spændende ved forestillingen, som dog også i sig har en langsomt udfoldende elementær spænding.
Det er dog et orddrama, som mere og mere tager over efter optaktens knappe og teatermæssigt godt virkende scener. De mange ord mister kun sjældent intensiteten, selv om forfatteren ikke kan skjule sin amerikanske identitet og heller ikke prøver på det. Jeg ville dog have foretrukket, at slutbilledet var skåret ned til en effektfuld pointe i stedet for at flæbe ud i amerikansk sentimentalitet.
Som helhed er det blevet en imponerende stærk forestilling i Morten Lundgaards instruktion.
Spillet på begge sider af fængselsgitteret er hudløst.
Heldigvis lever også den barske humor, som er en nødvendighed på teatret som i livet foran døden. Man glemmer ikke gruppen Von Badens udspil lige med det samme.