Kanonhallen, København: KAPITALEN

Denne lille, kapitalistiske knaldperle må vist være årets absolut første sommerrevy. Og formentlig også den mest benhårdt politiske. I hvert fald er det svært at forestille sig andre sommerrevyer, hvor vi får "Das Kapital" ikke blot sat på scenen, men også gennemgået og udlagt for folket.

Men kapital er, hvad disse 75 minutter handler om. Pengenes magt og afmagt, formidlet i en klynge tekster, der blander Marx med Jan Sonnergaard og Shakespeare. Revyen åbner med en festlig, satirisk og perfekt truffet bredside mod dansk venstrefløjsteater med alle de rigtige meninger og den store solidaritet, der koster så lidt, fylder så meget og som trives i en klam blanding af kronisk selvgodhed og uværdige klynk over manglende bevillinger fra den angiveligt kulturfjendske regerings side.

Når dette håndkantslag er afleveret, og vi har grinet af, går de tre medvirkende - Tina Gylling Mortensen, Gitte Siem og Anne Sofie Espersen Byder - videre i tekstrækken, mens de stamper rundt på scenegulvet, som består af omkring 40.000 gyldne 25-ører. Det er på dette glitrende underlag, Karl Marx karakteriseres som socialisternes svar på Adolf Hitler, det er her, vi får at vide, at i et kapitalistisk samfund bor alle mennesker i varehuse, og at da Gud døde, blev logoet og mærkevarerne opfundet for at skabe identitet og tilhørsforhold.

Muntre sange

Undervejs synges der muntert om friværdiens velsignelser, vi er til selvfremstilling hos kapitalisterne, der foredrages om nødvendigheden af den daglige dosis frygt, der skaber behov for sikkerhed med alt, hvad det afføder af udstyr og omsætning, lige som vi hører om kapitalens mål og midler. Senere rettes satiren mod danskerne som en nation af mennesker, der gerne vil yde en skærv for samfundet - vi ved bare ikke lige, hvad vi skal tage på. Eller kontante udmeldinger som denne: I gamle dage demonstrerede vi, i dag spiller vi Lotto.

Det hele er ikke lige sjovt, men det meste er, og mere vil blive, når de verbalt kringlede, finurlige og til tider endda lyriske tekster sidder lidt bedre fast i denne begavede form for præcist spiddende samfundsrevy, der altid har været et af det danske venstrefløjsteaters specialer. Som et forunderligt åndehul i al den dogmatiske frelsthed.