Den Anden Opera: VIKTORS GOLGATHA

Den Anden Opera: VIKTORS GOLGATHA
Dirigent: Thomas Søndergård

At den 35-årige Århus-komponist Thomas Agerfeldt Olesen hører til blandt de begavede af slagsen, har man kunnet konstatere ved en række koncerter.

Nu er der også en vellykket portræt-cd på vej ud i butikkerne fra Dacapo (Dacapo 8.226509, mediumpris), og Den Anden Opera lægger så hus til hans første stykke musikdramatik, en såkaldt erindringsmontage, der med titlen "Viktors Golgatha" bygger på hans egen oversættelse af Max Frisch-novellen "Skizze eines Unglücks".

»Efter en livslang fascination af Max Frisch' forfatterskab,« står der i pressematerialet om Agerfeldt Olsens motivation. Forhåbentlig har han da stadig størstedelen af sit liv foran sig. Men har bestemt reageret konstruktivt og medlevende på tekstens genoplevelse af en dødsulykke under en kærlighedstur gennem Sydfrankrig i åben sportsvogn.

Agerfeldt Olesen har udsat historien for en skuespiller (der også skal synge en smule undervejs) og et instrumentalensemble, der stort set udelukkende består af strengeinstrumenter, nemlig foruden syv strygere af de vanlige, altså fra violiner ned til kontrabas, også to store lyrer og lidt slagtøj.

Opsætningen er ikke problemfri. Dels har man til hovedrollen valgt digteren Thomas Krogsbøl, hvis flade nutidssprog aldrig illuderer tankesættet hos en Zürich-læge fra 1960'erne, og som desuden kan alt for lidt med stemmen. Dels er den pakket ind i en installation, i fællesskab lavet af scenografen Signe Krogh og filmkunstneren Anders Elberling, hvor tekstens episoder projiceres op på en hvælving af små reflekterende skærme, der tilsammen illustrerer lægen Viktors hjerneskal set indefra. Ludende som et kors hænger de delvis ind over tilskuerpladsen, og bag dem skimter vi musikerne og Viktor.

Projektionsteknikken er ikke altid elegant, men heldigvis er musikken velskrevet og integrerer sig fint i tekstforløbet. Så den havde muligvis været bedre tjent med en billedløs fremførelse. I sig selv er den nemlig suggestiv nok til at give os tilhørere lysten til egne billeder.

En forestilling, der vil for meget, med en hovedperson, der kan for lidt, altså. Det er også det, vi har Den Anden Opera til!