Det Kgl. Teater, Operaen: MATADOR
Teater: Hæsblæsende og banaliserende musicalisering af nationalklenodiet.
Det Kgl. Teater, Operaen:
MATADOR
Tekst og iscenesættelse:
Peter Langdal
Musik: Bent Fabricius-Bjerre
Sangtekster: Clemens Telling
Dekoration: Thomas Bjørnager
Koreografi: Niclas Bendixen
Til 1. juli
Genoptages i sommeren 2008
Som om en samlet spilletid på over 3½ time ikke var nok, skulle vi lige have en falsk brandalarm til at forsinke premieren et kvarter. Men så kom vi til gengæld også i gang.
”Det går for stærkt, Mads!”, udbrød Ingeborg et stykke inde i tredje akt. Ja, Ingeborg, det kan vist roligt kaldes aftenens stakåndede underdrivelse. Det enorme persongalleri løber nemlig om kap med sætstykkerne og møblerne ind og ud på den store scene. Over stok og sten. Fem replikker, en sang på et enkelt vers eller to, og så ellers bare videre.
Som at spole igennem fjernsynsudgaven af ”Matador” i højhastighedstempo. Bortset altså lige fra troværdigheden, tyngden og den psykologiske mennesketegning, der gjorde Lise Nørgaards original så god.
Unødig banalisering
Da Det Kgl. Teater i 1988 omsatte skuespillet ”Indenfor Murene” til musicalen ”Esther” - musik Bent Fabricius-Bjerre, iscenesættelse Peter Langdal - føltes det som en unødig banalisering. Scenerierne var flotte, men musicaliseringen gjorde Nathansens fintciselerede personskildring flad og banal.
Samme fornemmelse sidder man med her. Foruden en undren over, hvad det egentlig er, Fabricius-Bjerre, Langdal - der også har skrevet det absurd lange manuskript sammen med sangskriveren Clemens Telling - vil fortælle med deres forestilling.
Musicalformens stærke mulighed for følelsesmæssige højdepunkter fravælges konstant, fordi der kun er tid til et enkelt eller to vers fra hver sang, inden vi skal videre. Det samme gælder genrens anden styrke - de store optrin. Heller ikke her er der meget at hente, fordi vi hele tiden har så travlt.
En efterligning
Desuden giver denne kalejdoskopisk sprintende kavalkade af sceniske småbidder kun mening, hvis man sideløbende fremmaner de samme episoder på hjernens fjernsynsskærm. Det er samtidig dette indre gensyn, der bringer irritationen frem.
Over en flok skuespillere, der snart kopierer, snart karikerer, uden logik eller mening og uden at kunne tåle sammenligning med originalerne. Den fadæse kunne man have undgået, hvis man havde valgt en anden vej end efterligningens. Hvis man havde villet mere end blot musicaliseringen af velkendt stof.
Manglende charme
Kun i Daniel Skjerns sang til sin fordømmende far og til allersidst, hvor Mads Skjern ligger livløs hen omgivet af hele den verden, han har bygget op, fornemmer vi en selvstændig stillingtagen.
At Peter Langdal kan få sådant et stort spektakel til at fungere rent scenisk, vidste vi godt. At Niclas Bendixen er en tempofyldt koreograf ligeledes. Dette her er effektivt og professionelt afviklet, men det savner i fatal grad charme, varme, interesse for sine personer og respekt for sin historie.
Kristian Bolands Hans Christian Varnæs er unødigt vredladen, Lotte Andersens Maude unødigt pirrelig, Louise Mieritz' Agnes unødigt spids, Jens Jørn Spottags Mads Skjern unødigt frembrusende og Kaya Bruels Ingeborg unødigt bleg. Alle mangler de nuancerende og forsonende træk, og det er næppe deres skyld.
At Tommy Kenter tager stik hjem som grisehandler Larsen er dejligt, at Daimi er pudsig som Laura, og at Susanne Breuning lyder præcis som Vera Gebuhrs frøken Jørgensen er skægt, når vi nu alligevel ikke kan få den ægte vare.
Og vel savner vi murermester Jessen og frue, de to Møgher, Iben og Herbert, men omvendt tør vi næsten ikke tænke på, hvor længe det så ville have varet.
Forglemmelig måde
Musikalsk er forestillingen iørefaldende på den absolut forglemmelige måde. Ikke en tone huskes sekundet efter.
Scenografisk ligner den en funktionel og lidt atmosfæreforladt krydsning mellem en cabaretscene og en Metrostation med skydeskiveagtige stofbuer over bigbandet på scenen og lyskæder i gulvet.
Sørgeligt nok minder forestillingen alt for meget om sin hovedperson - den ville det hele, men fortabte sin sjæl undervejs.
henrik.lyding@jp.dk
Sørgeligt nok minder forestillingen alt for meget om sin hovedperson - den ville det hele, men fortabte sin sjæl undervejs.
Som at spole igennem fjernsynsudgaven af ”Matador” i højhastighedstempo. Bortset altså lige fra troværdigheden, tyngden og den psykologiske mennesketegning, der gjorde Lise Nørgaards original så god.