Takkelloftet, Operaen i København: LUCRETIA

Operaakademiets sangere er klar til at indtage de rigtige scener.

Takkelloftet, Operaen i København:

LUCRETIA

Opera af Benjamin Britten

Sangere fra Operaakademiet

Iscenesættelse:

Ebbe Knudsen

Dirigent: Martin Isepp

Premiere tirsdag

Opføres i aften og søndag kl. 20

Historien om Lucretia er en forfærdelig en af slagsen. En tragedie fra det gamle Rom om den dydige kvinde, der begår selvmord, fordi begærlige mænds brutale handlinger i sidste ende resulterer i voldtægt.

Benjamin Britten skrev sin eneste kammeropera umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og det kan mærkes. Den klassiske historie er her lige så hård, som da Shakespeare gendigtede den i 1500-tallet og lige så dyster som Rembrandts portrætter af den døende Lucretia fra 1600-tallet.

Men hos Britten har operaen også fået tilført et ordentlig skud kristen trøst om syndernes forladelse og det evige liv, som en direkte kommentar til den overståede krig.

Operaakademiets sangere er for de fleste vedkommende klar til de rigtige scener. Titelrollen synges og spilles fabelagtigt af Christina Dongas, og det samme kan siges om hendes banemand Tarquinius, barytonen Lars Møller. Men det er stort set over hele linjen, der leveres solide præstationer, som lover godt for fremtiden på de danske operascener.

Intimt med enkle midler

Solide sangpræstationer, ja men en så dramatisk historie, som den de unge mennesker her har fået tag i, stiller virkelig høje krav til skuespillerpræstationerne, hvis ikke anstrengelserne skal falde sammen som en souffle. Og det gør det på ingen måde.

Instruktøren Ebbe Knudsen skal have ros for sin indsats. Selvom vilkårene har gjort det nødvendigt at spille operaen i kulissen fra den forestilling, der også kører på scenen The Secret Songs af Elvis Costello er det lykkedes at skabe god sammenhæng med enkle midler.

Og så er det en ægte intimscene-opera. Her er både knugende kammerspil og så kort afstand mellem publikum og medvirkende, at undertegnede på et tidspunkt opmålte blot 40 cm til den kvindelige fortæller. Det gør operasang til en helt anderledes fysisk oplevelse for publikum, end når der er 30 meter til scenen.

Brittens musik er enormt indtagende. I Lucretia trækker han sig dog, som den gode dramatiker han er, en anelse tilbage i det samlede billede.

Fin forløsning

Der er som altid tale om slagkraftig musik, men midlerne er enkle og på intet tidspunkt overskygges sang og handling. Britten har tydeligvis et afslappet forhold til genrer og perioder i hvert fald vælger han sine effekter fra et stort reservoir af ideer og veksler ukompliceret mellem seksstemmige, jazzede kor og enstemmig, middelalderlig sang.

Musikken forløses fint af akademiets normale musikalske leder, der loyalt og enkelt følger partiturets anvisninger i ledelsen af det sammenstykkede ensemble. Alligevel er det udmærket sinfonietta af unge musikere dvs. med symfoniorkestrets instrumenter, men kun en af hver hvor særligt harpenisten Maria Boelskov positivt stjæler fokus.

Operaakademiet har ikke villet lave en kontroversiel fortolkning. I stedet er der satset på at få en alt andet end nem opera til at fungere musikalsk og dramatisk og det gør det.

kultur@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen