Glassalen, Tivoli: BE BOP A LULA

Teater: Stærke sange, men tynd historie i genopsætning af dansk rock-musical.

Glassalen, Tivoli:

BE BOP A LULA

Gæstespil af Det Ny Musikteater i Vejle

Tekst: Dan Schlosser

Kapelmester: Edi Premate

Iscenesættelse: Vibeke Wrede og Peter Aude

Til 10. marts, derefter turné til Aarhus 14.-25. marts, Esbjerg 28.-30. marts, Vejle 3.-14. april, Aalborg 17.-18. april.

Hold nu mund og syng, fristes man til at udbryde. For sangene er gode, og de synger dem så godt. Og historien er jammerligt banal, og de spiller den så beskedent.

Derfor er Be Bop A Lula en speciel oplevelse for ens fødder. Snart vipper de begejstrede med i takt til de pulserende rock nroll-rytmer og de store stemmer oppe på scenen, snart krummer tæerne sig sammen, når de samme stemmer siger replikker, som var vi til velment skolekomedie.

Ikke at ordene heller er specielt lette at sige i al deres hjertegribende banalitet.

Men så trykker orkestret den af igen, Glassalen fyldes med dunkende amerikansk 1950er-vellyd, og alt er godt igen.

En tynd historie

Historien tjener tydeligvis mest af alt som det tynde klister, der skal give sangene en form for sammenhæng og skabe en musical i stedet for en teaterkoncert.

Det så vi, da forestillingen havde urpremiere på Aarhus Teater i 2003. Og selv om historien nu er skrevet om, og Peter Belli er skrevet ind, udspilles det hele stadig i en tredjerangs sang-konkurrence, der rejser fra den ene lokale tv-station til den næste, mens seerne stemmer om, hvilket unge talenter, der skal droppe ud af konkurrencen, og hvilke der skal fortsætte til finalen, pengepræmien og pladekontrakten.

Sådan gjorde man i 1950ernes USA, og sådan gør man fortsat i dagens fjernsyns-Danmark.

Undervejs mellem de 25 numre får vi lidt sniksnak om intriger og jalousi de unge sangere imellem, vi er til prøver, svindel i kulisserne og endeløse rækker af tv-shows, hvor vi fungerer som publikum.

Her møder vi den entusiastiske publikumsopvarmer (en sjov Michael Hasselflug), den koleriske, pigeglade og korrupte tv-vært (en herligt klam Kim Veisgaard), en effektiv afvikler (Hother Bøndorff), foruden alle de unge talenter. Og som de dog kan synge!

Lige i øret

Hvad enten det er sjælerne eller rockrytmerne, så sidder de præcis, som de skal. Gode stemmer over hele linjen. Det er en stor fornøjelse at høre navne som Susanna Öhlander, Rikke Buch Bendtsen, Line Krogholm, Peter Persson, Sofie Lassen-Kahlke og ikke mindst Christoffer Brodersen trykke den af. Når sidstnævnte synger The Great Pretender, vælter salen nærmest.

Flere af de unge sangere har tilmed noget personlighed at byde på. Det gælder Rasmus Fruergaard som den upolerede mekaniker Bill med James Dean-charme, Rikke Hvidbjerg som den æggende Daisy og Thomas Agerholm som den kejtede Ron.

Og så er der selvfølgelig Peter Belli.

I historien hidkaldt for at peppe det seertalsdalende tv-show op. Det gør han så sandelig også. Med sin store, karakteristiske og lidt hæse stemme lister han rundt som en gammel, finurlig charmetrold og har os i sin hule hånd. Så rocker og ruller det for alvor, så er vi virkelig med dernede.

Så: Mere sang og mindre snak, tak, så ville vi være rigtig glade.

henrik.lyding@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen