Mere venindefnidder end egentlig thriller
Et gensyn efter næsten 50 år. Skjulte dagsordener og dyster stemning i et afsidesliggende hus. Det kunne være opskriften på noget spændende, men er det ikke for alvor.
Herning Ny Teater åbnede den igangværende sæson med ny dansk dramatik. På scenen stod to meget erfarne skuespillere. Sonja Oppenhagen og Birgitte Raaberg er kendte ansigter, og deres navne på plakaten sælger helt sikkert billetter over hele landet.
Nu er forestillingen nået til Aarhus. Men det er Birgitte Raaberg ikke. Hun er på grund af sygdom udskiftet med en 25 år yngre skuespiller, som skal forestille at være jævnaldrende med Oppenhagen. Og hvordan fungerer det så?