”Teaterkoncert Thomas Helmig” går fra fest til tømmermænd – og tilbage igen
Aarhus Teater sætter spot på én af byens elskede musikere og giver hans sangkatalog nyt liv i den visuelt betagende ”Teaterkoncert Thomas Helmig”.
Kan du forestille dig Thomas Helmigs ”Op og ned” fremført som et storladent korværk? Hvad med hans ”Din røde kjole” i en jazzet, dansevenlig duet? Eller måske en calypso-inspireret, charmerende fremført udgave af ”Jeg tager imod”?
Gennem godt to timer inviterer Aarhus Teater publikum på en rejse gennem helt nye fortolkninger af Thomas Helmigs musikalske univers. ”Teaterkoncert Thomas Helmig” byder på medrivende musikalske arrangementer og et ekstremt velsyngende ensemble. Alligevel er det noget helt tredje, der for alvor løfter oplevelsen til fem-stjernede højder.