I en tid præget af fake news viser teatret, at sandhed er et spørgsmål om perspektiv
En mørkerød blodpøl midt på scenegulvet. Et uundgåeligt drab. Men hvilke hændelser er gået forud? Det er uklart i ”Idioten” på Aarhus Teater, og det er en pointe i sig selv.
»Om en time og 45 minutter kommer Nastasja Filipovna til at være død.«
Sådan lyder den allerførste replik i ”Idioten” på Aarhus Teater. En ganske kort bemærkning, som afslører forestillingens slutning. Midt på det blågrønne scenegulv kan vi alle se blodpølen, som to sortklædte sceneteknikere forgæves forsøger at vaske bort. Men endnu ved vi ikke, hvorfor Natasja skal dø. Eller hvem der vil dræbe hende.
Den nyfortolkede dramatisering af Dostojevskijs roman fremhæver især ét element, som virkelig vækker genklang her i 2025. Også mere, end jeg ville have forventet af en bog fra 1869. Og det er tankevækkende.
»Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt. Hvad der er virkeligt.«
Skuespiller Emil Prenter rabler forvirret ordene af sig, mens han skiftevis ser bedende på sine medspillere og på publikum. Han er fyrst Mysjkin. Idioten, som de andre flere gange kalder ham på grund af hans epilepsi, der gør ham forvirret om specifikke detaljer i fortællingens hændelser.
Egentlig vil han berette for publikum, hvilke begivenheder der fik forud for Nastasjas død. Men i Sigrid Johannesens iscenesættelse på Aarhus Teater bryder fortællingens øvrige implicerede ind og vil være med.
En kakofoni af stemmer lyder, så Mysjkin må skære igennem og lade dem få ordet, én ad gangen. Desværre gør det ikke fortællingen mere klar. For hver især er de syv upålidelige fortællere, som ser sagen fra deres egen synsvinkel.
Rosemarie Mosbæks dragende Natasja beretter om et ulykkeligt liv præget af overgreb. En vinkel, som både hendes elsker, Rogozjin, og hendes værge, Totskij, har en helt anden fortælling om. »Hvorfor fortæller du det på den der måde? Det er jo løgn,« udbryder Thorbjørn Hedegaards fortørnede Totskij til Natasja.
Ingen kan give endegyldige svar, når sandhed og virkelighed er så udsvævende. Og det er skarpt set af Sigrid Johannesen at fremhæve netop dette element af usikkerhed. Det spejler den verden, vi lever i netop nu, på skræmmende vis. En verden, hvor selv statsledere uden at tøve drejer historien i den retning, der passer bedst ind i deres agenda.
Udover fornemmelsen af aktualitet i fortællingen leverer alle de medvirkende i ”Idioten” overbevisende skuespilpræstationer. Niveauet er ganske enkelt imponerende højt med en sprudlende Emil Prenter i front.