»Jeg er mest stolt af, at det projekt, jeg søsatte som ganske ung mand, lykkedes«
Da Bjarne Reuter skrev ”Når snerlen blomstrer” om den famlende og fandenivoldske ungdom, havde han ingen anelse om, at bogen 40 år senere ville være både vigtig og aktuel. Men det er den, og derfor sætter Aarhus Teater nu den slidstærke klassiker op som teaterforestilling.
41 år er gået, siden Bjarne Reuter som 33-årig udgav ungdomsromanen ”Når snerlen blomstrer”. Det var i starten af 80’erne, dengang han var far til to, lærer på Gladsaxe Skole og forfatter på deltid.
Udover bøgerne, som løbende er udkommet, er det ikke meget, vi har hørt fra forfatteren gennem årene. Han trives bedst under radaren og har forbeholdt sig retten til at skrive bøger uden at føle sig forpligtet til at dele sine holdninger med resten af verden.
»Jeg kræver en vis ro på bagperronen for at kunne skrive,« fortæller Bjarne Reuter. Det er det, han har brugt roen til: at skrive.
I dag er Bjarne Reuter 74 år, far til fire og bedstefar. Og så har stakken af bøger vokset sig virkelig stor. For han er ikke bare en af de mest afholdte forfattere i Danmark, men også en af de mest produktive.
Mere end 100 bøger er det blevet til.
Bjarne Reuter kan ikke udvælge en favorit i stakken, men peger alligevel på ”Når snerlen blomstrer” som noget ganske særligt.