Ung dramatiker: »Jeg vil få folk til at grine og græde på tværs af generationer«

Dramatiker-spiren Nanna Plechinger Tüchsen vil skrive stykker, der kan få publikum til at grine og græde. Sammen. Hun er aktuel med en enakt i talentforestillingen "Katastrofen sker i pausen" på Aarhus Teater.

Artiklens øverste billede

»Vildt lever verden«, før den vælter i hugtid, hærtid, vindtid og ulvtid, lyder det i digtet ”Vølvens Spådom” fra den nordiske mytologi, der beretter om verdens skabelse, undergang og genskabelse.

Og det er netop det digt, der er udgangspunktet for forestillingen ”Katastrofen sker i pausen”, som er skrevet af de kommende dramatikere Nanna Tychsen og Anna Skov Jensen.

Stykket består af to selvstændige enakter bundet sammen af en katastrofe. I et virvar af western-dueller, MUS-samtaler og nordiske navne fortæller første akt ”Mordene på Gulveig” om kollapset, mens anden akt ”Den Røde Ørken” omhandler genopbygningen.

Selve katastrofen, ja, den indtræffer i pausen, når vi mindst venter det og ser væk fra scenen. Præcis som den så ofte gør uden for teatret, fortæller Nanna Tychsen.

Hvad handler stykket om?

»Fra ”Vølvens Spådom” henter vi den her cirkulære skabelsesberetning, hvor Ragnarok fører til jordens undergang, før en ny verden opstår. Jeg har skrevet første akt som et slags gudeunivers, der mimer en hverdag i et entreprenørfirma i Ringkøbing-Skjern, mens anden akt foregår 30 år efter katastrofen i et sci-fi-univers.

Begge enakter indgår i den cirkulære beretning. De kan stå hver for sig. Men de ophøjer hinanden. For man har brug for genopbygningen efter et kollaps. Håbet efter katastrofen.«

Hvem er Gulveig?

»Hun er en kvindeskikkelse i ”Vølvens Spådom”, der bliver slået ihjel ikke bare én, men tre gange som billede på gudernes grådighed, da hun er repræsentant for guld, grådighed og fråseri. Ragnarok var altså foranlediget af noget så hverdagsligt som griskhed. I første akt er der arkitekter, vagter, rengøringsfolk.

Og så er der Gulveig, en cowboykvinde, der ejer en parkeringsplads i Ringkøbing-Skjern, som Balder, der er CEO i et entreprenørfirma, der snart ejer hele kommunen, gerne vil have fingre i.«

Hvorfor sker katastrofen i pausen?

»Ragnarok er måske nok en krise, der får verden til at kollapse i skrig og død fra den ene dag til den anden. Men det er jo ikke sådan, alle katastrofer indtræffer. Nogle af dem kommer snigende, uden vi bider mærke i det. Også selv om vi har været der før. Vi skal passe på, at vi ikke bliver historieløse og gentager vores fejltagelser.«

Hvorfra henter du din inspiration?

»De seneste tre år på Scenekunstskolen har været som at dykke ned i en kæmpe pool af inspiration. Og som hold har vi fået kollektive trip over det hele – klassiske komedier, engelsk dramatik, ny russisk dramatik, det politiske teater, det karakterbårne teater.

Det har været forvirrende på en fantastisk måde, men nu tror jeg, at jeg tilstrækkeligt længe har følt mig som en karakter i en dansk 90’er film, der står nøgen ude i haven iført gummistøvler og råber: ”Her er jeg”.

Der er en særlig emotionel kompleksitet ved teateroplevelsen, man ikke får foran Netflix-skærmen.

Nanna Plechinger Tüchsen, dramatiker

Vi har taget imod tusind forslag, været åbne og er blevet inspireret dagligt, så nu skal vi lige lande i os selv. Men selv om jeg nu skal ud at finde min egen stemme, så vil jeg altid stå på skuldrene af andre. Man må honorere, at der er nogen, som allerede har lavet nogle eksperimenter, der har gjort det muligt for mig at lave mine.«

Hvad er det teatret kan?

»Jeg læste et sted, at i teatret banker vores hjerter i takt. Det er muligvis pseudovidenskab. Men det er et dejligt billede, synes jeg. Der er en særlig emotionel kompleksitet ved teateroplevelsen, man ikke får foran Netflix-skærmen.

Når man griner og græder i en teatersal, så er din sidemand vidne til, at du lader dig røre. Og jeg tror, at det unikke ved teatret er den her udveksling af energi mellem scene og sal. Det bliver tit så floskel-agtigt at henvise til det samfund, vi lever i, men vi er på mange måder afkoblet fra hinanden. Og jeg vil gerne skabe teater, der får folk til at komme hinanden ved.«

Hvornår bliver du rørt af teater?

»Det kan jeg både blive, når dramatikken er på den helt store klinge og i meget intime stykker, hvor teksten står helt nøgen frem. Kunst er jo organisk, og jeg har brug for begge typer teater i landskabet, hvis de enkelte skal kunne røre mig. Man bliver lynhurtigt træt, hvis det er samme opskrift, der bliver gentaget.«

Hvad er en god tekst for dig?

»Jeg er evigt fascineret af den engelske dramatiker Caryl Churchill, som er en eminent litterær stemme, der ikke er bange for at eksperimentere med sprog og form. Stykker som ”Far Away” og ”Kopierne” er begge fuldstændigt fantastiske tekster. De to stykker er meget forskellige, men begge ufravigeligt hendes.«

Hvad bringer yngre dramatikere til scenen?

»Et gåpåmod, en åbenhed og et mod på at eksperimentere, tror jeg. Det blik, millenium-dramatikere har, vil jo nødvendigvis være anderledes end det, de mere garvede dramatikere har. Og præcis ligesom der skal være et landskab af forskellige genrer og skuespillere, så er der også brug for dramatikere i forskellige aldre.«

Hvad er millenium-dramatik?

»Det er tekster skrevet fra et ungt jeg’s virkelighed. Men det bliver ofte oversat til et spørgsmål om at skrive fra ung til ung. Men det er ikke den dramatiker, jeg vil være. Jeg vil skrive almengyldigt teater, der kan få folk til at grine og græde på tværs af generationer.«

Hvad håber du, publikum tager med fra jeres stykke?

»Det vigtigste er, at det er en fed præsentationsforestilling for skuespillerne – at man lægger mærke til dem. Og så håber jeg, at publikum tænker lidt over det her med, at katastrofen sker i pausen. Den kommer snigende, uden at vi opdager det. Og i disse katastrofetider er det en vigtig reminder: Vi skal huske at handle.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen