Sagde de virkelig det?
Kerteminderevyen er igen sommerens frækkeste og mest grænseoverskridende revy.
Den frække dreng i klassen – det er Kerteminderevyen. Det er her, burkaens betydning og fortræffeligheder demonstreres fuldkommen skamløst, her Tyrkiets præsident holder tvetunget tale til folket – på tyrkisk – om demokrati og frie medier.
Det er også her Dansktoppens 50-års jubilæum fejres af to kønsforbitrede svenskere, her de voksnes fordomsfulde og racistiske udtalelser luftes for fuld udblæsning, her alle de grimme ord bliver sagt højt og med eftertryk. Kerteminderevyen er vild og anarkistisk – der svines til højre og venstre, så vi chokerede gisper af grin. Sagde de virkelig det?
Humor fra ”Klatteminde Byråd”
Også i den lokale afdeling – møde i Klatteminde Byråd, hvor man stædigt nægter at anerkende det nedslående resultat af kommunalvalget sidste år, den halvgamle landmand, der scorer damer med ualmindelig sjofle kommentarer, formuleret af hans mor, eller udflytningen af statslige arbejdspladser, serveret som Monty Pythonsk folkedans – tør Kerteminderevyen mere end de fleste. Mette Frederiksen som Eliza: »En flygtning på vej’n er tegn på hegn i Danmark«, Putins tale til verden om at elske demokratiske valg: »Vi har f.eks. lige deltaget i det amerikanske!« eller Peter Aalbæks sang ”Jeg er den sidste sexist i Europa”, mens han stolt svinger med ålen.
Sommerens hold er suverænt. Marie Mondrup, Trine Gadeberg, Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang og Mads Nørby fræser bare derudad. Og vi fræser gerne med. Ikke alt er guld, naturligvis, men meget er. Og når Kerteminderevyen er bedst, er det 24 karat.