Journalist til Conchita Wurst: Har du tænkt at blive en rigtig kvinde nu?
Da den østrigske presse kunne stille spørgsmål, kom det fra en kvinde med tyk russisk accent.
Armeniens deltager i Eurovison Aram Mp3 gjorde sig upopulær, da han for nogle måneder siden kom med kommentarer om Østrigs Conchita Wurst.
Bl.a. sagde han, at gerne ville hjælpe ham med at beslutte, om han ville være mand eller kvinde.
Den faldt ikke i god jord hos de mange homoseksuelle Eurovision-fans, og kunstneren undskyldte sig siden med, at det var en joke, som blev dårligt oversat.
Siden har russere, hviderussere og armenere samlet underskrifter ind for at få bortredigeret dragqueenen fra showet, når det bliver sendt i de pågældende lande.
Blive fri af sin byrde
Og sent torsdag aften var den gal igen.
Da Conchita Wurst, som også kaldes den skæggede dame, røg videre til finalen, fik pressen lov til at stille i alt to spørgsmål ved et efterfølgende pressemøde. Ét fra den internationale presse og et fra den østrigske presse.
Da det blev Østrigs tur, spurgte en kvinde med tyk russisk accent, om hun nu ville "blive fri af sin byrde og blive en rigtig kvinde".
"Nej," kom det hurtigt fra Conchita Wurst, som fortsatte:
"For det første vil jeg ikke være en kvinde - jeg er en doven dreng og en arbejdende dronning, og jeg kommer aldrig til at barbere mit skæg af."
Brød ud i gråd
Østrig blev råbt op som den sidste finalist under semifinalen, og der var derfor spænding til det sidste om, hvorvidt den populære deltager røg videre.
Publikum var dog ikke i tvivl, og bifaldet var så overvældende, at den 25-årige brød ud i gråd, fortalte hun.
"I aften var utrolig," sagde Conchita Wurst.
Jyllands-Posten mødte Conchita Wursts stylist og veninde Tamara Mascara, umiddelbart at finalepladsen var opnået.
"Vi græd i 10 minutter af glæde. Det her er en vigtig sejr – ikke bare for det homo- og transseksuelle samfund men for alle, der er udstødt på grund af deres person," sagde hun.
Makeup-artisten måtte bruge 10 minutter på at ordne Conchita Wurst makeup efter glædestårerne, og da det var gjort, måtte hun gøre det samme på sig selv.
"Conchita kommer altid på andenpladsen og er altid tæt på at nå det, hun gerne vil, uden at nå det helt. Det har hun gjort nu. Hun har nået finalen, selvom mange ikke troede på, at hun kunne."