Nazi-skeletter i skabene hos Wienerfilharmonikerne
Det verdensberømte orkester i Wien har fået endevendt sin fortid.
Skeletterne vælter ud af skabene hos det verdensberømte filharmoniske orkester i Wien, efter at der er iværksat en undersøgelse af ensemblets nazi-fortid.
Historikerne fortæller nu, at halvdelen af orkestret var medlemmer af nazipartiet, og at en række jødiske orkestermedlemmer forsvandt i dødslejre.
Et særligt afsnit omhandler Wienerfilharmonikernes direktør fra 1954 til 1968, Helmut Wobisch.
Historikere i arkivet
Wobisch blev medlem af nazipartiet i 1933, da partiet stadig var ulovligt i Østrig, og han sluttede sig i 1938 til SS, da landet blev annekteret af Tyskland.
Dermed levede en del af nazi-fortiden videre i det internationalt kendte orkester, uden at der i næste syv årtier blev gjort forsøg på at afdække de grumme forhold.
Først nu har filharmonikerne bedt en gruppe historikere gå i orkestrets arkiver for at afdække, hvad der skete i 1930'erne og 1940'erne og i forbindelse med "Anschluss" til Tyskland i 1938.
60 af orkestrets 123 medlemmer var før Anden Verdenskrig medlem af nazistpartiet.
Liste over jødiske kolleger
Filharmonikernes nazi-medlemmer udfærdigede en liste over jødiske kolleger, som skulle bortvises fra orkestret.
- Antisemitisme var dagligdags praksis i orkestret, siger historikeren Bernadette Mayrhofer i et tv-program, der vil blive bragt på østrigsk tv senere i denne uge.
Nazisternes forfølgelse kostede syv af de jødiske musikere livet, mens ni blev tvunget i eksil.
Det filharmoniske orkester viste ikke tegn på sindelagsændring, da det nazistiske ragnarok var overstået.
Æresring til nazister
Orkestret tildelte en lang række førende nazister særlige æresringe. Også længe efter krigen.
Direktøren Wobisch tildelte i 1966 eller 1967 den dømte krigsforbryder Baldur von Schirach den eftertragtede æresring, skriver historikerne.
Schirach var leder af Hitlerjugend og statholder i Wien. Han blev ved retsopgøret i Nürnberg efter krigen idømt 20 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden.
De fleste nazi-medlemmer fortsatte med at spille i orkestret længe efter krigen.
Ritzau