70-årige rockdrenge er i øvelokalet
Rolling Stones hopper på scenen til efteråret, siger Mick Jagger.

"The greatest rock and roll band in the world."
Sådan blev de unge knægte - som tilsammen udgjorde The Rolling Stones - introduceret, da bandet var på turne i slutningen af 1960'erne..
Siden da har der været udskiftninger i bandet og gennemsnitsalderen er steget til omkring 70 år.
Men bandet er stadig - om ikke det største så et af de største - og nu er de aldrende rockere klar til igen at erobre verden.
I øvelokalet
I sidste uge bekræftede guitarist Keith Richards til BBC News, at The Rolling Stones er gået i øvelokalet.
Og nu fortæller bandets forsanger, Mick Jagger, at de gamle makkere er klar til at hoppe på scenen.
"I får os helt sikkert at se sammen snart. Det har været rigtig sjovt at være sammen igen, og der er mange minder. Jeg kan ikke begribe, at det er halvtreds år siden. Vi har hængt ud, set en del til hinanden og vi vil spille nogle jobs", sagde Mick Jagger - ifølge Musikmagasinet Gaffa - til åbningen af en fotoudstilling i forbindelse med bandets 50 års jubilæum.
Koncerter til efteråret
Og da den gamle frontfigur blev spurgt hvornår, lød svaret.
"Til efteråret".
Holder det stik, bliver det altså inden længe muligt at opleve bandet, som i årenes løb har solgt mere end 200 millioner album, haft 37 top-10-singler og fået det meste af verden til at synge med på numre som (I Can't Get No) Satisfaction og Honky Tonk Women.
The Rolling Stones besøgte senest Danmark to gange i forbindelse med deres A Bigger Bang-turné med koncerter i Herning og København i 2006 og 2007.