Danske musikkæmper går sammen
Thomas Helmig indleder uventet musikalsk samarbejde med musikalsk fyrtårn - se her med hvem.
Steffen Brandt og Thomas Helmig går sammen som omdrejningspunktet i et helt nyt band.
Det sker i forbindelse med den uofficielle åbning af Aarhus Festuge i slutningen af august.
Det meddeler Aarhus Festuge.
"Det må blive en relativ stor Aarhus by Night – nok nærmest x-large. Jeg er overbevist om, at den største glæde denne aften ikke bliver genkendelsens", udtaler en munter festugedirektør Jens Folmer Jepsen.
Den 30. august
Det musikalske topmøde finder sted den 30. august og de to omgives af musikerne Gustaf Ljunggren, Palle Hjorth og Rune Harder Olesen.
Aarhus Festuge pointerer, at der bliver tale om en enkeltstående begivenhed, men Berlingskes netavis har erfaret, at der er skrevet 8-10 nye sange til lejligheden, hvor de to også vil hente nogle af deres største hits gennem tiderne frem.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Aarhus Festuge byder på overraskelser inden for den rytmiske musik.
C.V. Jørgensen
Således åbnede C.V. Jørgensen festugen for et par år siden. Han havde da været borte fra scenen i adskillige år, men fik så meget blod på tanden, at han i forlængelse af festuge-koncerten gennemførte en landsturné.
Om det samme vil ske for Steffen Brandt og Thomas Helmig vil vise sig.