MGP-bedstemødre overhaler Soluna
Danmark er med i bookmakernes top ved årets melodi grand prix, men Sverige og Rusland er favoritterne.
Det danske bidrag til weekendens melodi grand prix kan se frem til en succesfuld aften.
Soluna Samay er nemlig at finde i toppen af bookmakernes lister, for den danske sangfugl er blandt de lave odds frem mod finalen lørdag aften.
Bookmaking-hjemmesiden betsson har placeret Soluna Samays sang "Should have known better" i top otte på deres oversigt over alle bidragene og giver pengene 22 gange igen, hvis Danmark vinder.
Meget forskellige udtryk
Helt i top ligger Sverige, hvis sejr vil give pengene to gange tilbage, tæt forfulgt af Rusland, som ligger til odds 5,5. De to landes favoritværdigheder bygger på meget forskellige udtryk.
Det svenske bidrag, "Euphoria", har alle de klassiske, svenske grand prix-træk med store følelser og en let genkendelig melodi, der eskalerer i tempo samtidig med, at der i år er tilført elektronisk musik og masser af vind på scenen.
Omvendt har det russiske bidrag rusket op i den klassiske melodi grand prix-opskrift. De har sendt en flok bedstemødre i forklædekjoler på scenen, hvor de leverer russisk folklore for alle pengene.
Ikke helt rent
Og selvom de seks russiske bedstemødre ikke synger lige rent hele tiden, spås de en andenplads både hos betsson og på hjemmesiden nicerodds.dk, hvor man kan sammenligne odds fra flere bookmakere for at finde de højeste præmiemuligheder.
- Vi har før set, at fansene har et blødt punkt for skæve bidrag som det russiske, fordi humoren og selvironien rammer noget derude.
- Derfor mener vi, at de syngende bedstemødre skal være blandt favoritterne, siger Tony Brandenborg, manager fra betsson i en pressemeddelelse.
På sammenlignings-hjemmesiden nicerodds.dk spænder oddsene på "Should have known better" fra 20 til 48 - så der er altså meget forskellige meninger om, hvor store de danske vinderchancer er.