Spanien i problemer med MGP-sejr
Spanien har ikke råd til at være vært for Det Internationale Melodi Grand Prix.
Det vurderer landets deltager, Pastora Soler.
Ifølge BBC har hun fortalt spansk radio, at direktørerne for tv-kanalen TVE spøgende havde sagt til hende, at hun helst ikke skulle vinde.
"Hvis vi vandt, tror jeg, at det ville være umuligt at arrangere den næste udgave (af Eurovisionen, red.), fordi det koster så mange penge," siger hun ifølge BBC til ABC Punto Radio.
Ikke det rette tidspunkt
Og senere lød det til nyhedsbureauet AFP:
"Jeg tror ikke, at det er det rette tidspunkt, hverken for Spanien eller den spanske offentlighed, at vinde Eurovision."
Spanien er ligesom en række andre lande i Sydeuropa plaget af store økonomiske problemer, som har betydet massive nedskæringer og spareplaner.
Trak i land
Både Grækenland og Italien, som kæmper med økonomien, har deltagere i finalen og kan dermed også "risikere" at vinde.
Tilsyneladende fortrød Pastora Soler dog sin kommentar efterfølgende, for da hun deltog i en chat på TVE's hjemmeside, understregede hun ifølge grandprixsitet escotoday.com, at ingen har bedt hende om ikke at vinde, at hun har fuld støtte fra TVE, og at man endda ville blive begejstret, hvis hun vandt.
Spanien hører til de fem største bidragydere og er derfor også blandt dem, der automatisk er i finalen.
Pastora Soler skal synge balladen "Quedate Conmigo" i finalen lørdag aften, hvor også Danmark deltager.