Aserbajdsjan om homorygter: Iran er jaloux
Aserbajdsjan afviser rygter om en homoparade i forbindelse med Melodi Grand Prix.
Den seneste tid har der floreret rygter på internettet om, at det hovedsageligt muslimske Aserbajdsjan har tænkt sig at afholde en homoparade under Det Internationale Melodi Grand Prix.
Og det fik mandag værtslandet til at gå til modangreb på Iran, som man mener står bag rygterne.
Det skriver AFP ifølge France 24.
Intet ord for homoparade
"De kommer med udtalelser om noget, som ikke eksisterer. Vi afholder Eurovision, ikke en homoparade," sagde talsmand for præsidentens administration Ali Hasanov ifølge AFP.
Han tilføjede, med henvisning til iranerne:
"Faktisk findes der ikke noget ord for homoparade i det aserbajdsjanske sprog, i modsætning til deres sprog."
10 anholdt mandag
Ali Hasanov beskyldte Iran for at være misundelig på Aserbajdsjans økonomiske succes og bekymret over den sekulære regering.
Menneskrettighedsorganisationer og oppositionen har forsøgt at udnytte medieopmærksomheden omkring sangdysten til at stille skarpt på overtrædelserne af menneskerettighederne i den tidligere sovjetrepublik.
Under en demonstration mandag for fred og imod regeringen blev mindst 10 personer anholdt i hovedstaden Baku.
"Det er propaganda"
Ali Hasnov benyttede da også pressemødet mandag til at lange ud efter visse europæsiske medier samt Amnesty International and Human Rights Watch.
"Deres konklusioner korresponderer ikke med virkeligheden," sagde han ifølge AP og kaldte dem "anti-aserbajdsjansk propaganda".
Tirsdag aften repræsenterer Soluna Samay Danmark på scenen i Baku, hvor den første semifinale i Det Internationale Melodi Grand Prix vises. Torsdag vises anden semifinale, mens finalen afholdes lørdag.