Disse Eurovision-bidrag tror bookmakerne på
Et nordisk land står ifølge bookmakerne til at vinde Det Internationale Melodi Grand Prix.
Hjemmesiden BettingExpert.com har nærstuderet en række bookmakeres odds for de 10 bidrag til Det Internationale Melodi Grand Prix, som giver pengene færrest gange igen.
Og hvis forudsigelserne holder stik kan Sverige få sin femte sejr ved Det Internationale Melodi Grand Prix på lørdag.
Bookmakerne mener i hvert fald, at Loreen med sangen "Euphoria" vil vinde de mange juryers hjerter, når finalen bliver afholdt i Aserbajdsjan hovedstad Baku.
Italien er tilbage
På andenpladsen kommer Italien, som vendte tilbage til sangdysten sidste år efter 13 års pause.
Bookmakerne vurderer tilsyneladende, at Nina Zilli med sangen "L'Amore È Femmina" kan gentage succesen fra 2011, hvor Italien ligeledes endte på andenpladsen.
Tredjepladsen går til Rusland, der i år har valgt at sende seks gamle bedstemødre, der kalder sig Buranovskiye Babushki.
De optræder med sangen "Party for Everybody", som synges på en blanding af engelsk og sproget udmurt, som kun tales af 500.000 mennesker i området Udmurtien i Rusland.
Crooner kan få femteplads
Dernæst kommer Serbien med sangen "Nije ljubav stvar" udført af Željko Joksimovi. Serbien vandt senest i 2007 med sangen "Molitva", der ligeledes blev sunget på serbisk.
Femtepladsen indtager Storbritannien ifølge bookmakerne. Landet har denne gang allieret sig med den 76-årige crooner Engelbert Humperdinck, som synger "Love Will Set You Free".
Danmark må nøjes med en sjetteplads fra bookmakerne, efterfulgt af Spanien, Island, Irland og Tyskland.
Siden 2000 har Sverige dog eksempelvis været bookmakernes favorit to gange uden at vinde.
Soluna Somay synger tirsdag
Det Internationale Melodi Grand Prix indledes tirsdag med den første semifinale, mens den anden vises den om torsdagen. Lørdag den 26. maj er der finale.
Danmarks Soluna Samay optræder med "Should've Known Better" tirsdag.