Kvinder dominerer albumhitliste
De mandlige kunstnere får ikke et ben til jorden i toppen af dennne uges amerikanske albumhitliste.
Carrie Underwood indtager førstepladsen, Norah Jones er nummer to og kvindedominansen fortsætter med Adele på fjerdepladsen.
Underwoods nye udspil "Blown Away" er solgt i 267.000 eksemplarer og stryger til tops med et overbevisende forspring ned til Jones’ nye studieplade "Little Broken Hearts", der er noteret for et salg på 110.000 skiver.
Ugens tredieplads går til opsamlingspladen "Now 42" med aktuelle hits fra kunstnere som Chris Brown, Kelly Clarkson og Gotye. CD’en er solgt i 95.000 styks.
Jack White dykker
Sidste uges étter, Jack White og hans første soloplade "Blunderbuss", dumper helt ned på syvendepladsen. Længere nede på Billboard-listen kan Beastie Boys-rapperen Adam Yauchs død forrige fredag tydeligt aflæses. Gruppens album "Licensed To Ill" fra 1986 går ind som nummer 18 og seks andre udspil fra hip-hop-trioen gør sig ligeledes gældende.
Listen
Den nye top 10 ser således ud:
1. "Blown Away" - Carrie Underwood
2. "Little Broken Hearts" - Norah Jones
3. "Now 42" - opsamlingsplade med forskellige kunstnere
4. "21" - Adele
5. "Strange Clouds" - B.o.B
6. "Tuskegee" - Lionel Richie i duet med en række kunstnere
7. "Blunderbuss" - Jack White
8. "Up All Night" - One Direction
9. "Smash" - TV-soundtrack
10. "Born Villain" - Marilyn Manson.
All Over Press